<< BIBLIOTEK

POLYMORF HISTORIE MED EXTRA AF BEGGE DELE


af Thomas Krogsbøl



Første del


27/2
Kl. 10.15 bevæger delinkventen sig ned ad Istedgade i retningen mod Hovedbanegården. Det drejer sig om Søren Blomkvist, Blomkål også kaldet, født 1961 i Växjö, Sverige, tidligere straffet for adskillige forhold. Hans udseende er typisk for gruppen af stofmisbrugere, han er ca. 1,87 m. høj, meget mager, nærmest ranglet; håret er langt og fedtet og af en ubestemmelig leragtig kulør. Personen afgiver et generelt indtryk af uplejethed. Hans snavsede ansigt røber tydeligt den tilstand af stærk ophidselse, han i øjeblikket befinder sig i. For omkring et kvarter siden har han opdaget, at han er blevet frastjålet en kvart hætte, som han aftenen i forvejen har skjult bag et vinduespanel i Pension Zephyr.

Ved Mariakirken antræffes han af nu afdøde Tommy Kowaryk, også kendt som Tao-Tommy, en lav, bemærkelsesværdigt korthalset skikkelse med plamager af sår på hænderne. Han er iført en nusset, hvid sweatshirt med påskriften Let's Go.

Kowaryk foreslår Blomkvist en fordelagtig handel, idet han hævder at være i besiddelse af et usædvanligt godt stof af typen horse, bedre end det såkaldte bruno-lort. Blomkvist svarer, at han ingen penge har, og endvidere oplyser han, at hans kvarte hætte er blevet stjålet, og at hans mistanke primært retter sig mod en fælles bekendt, Morten Velstrup. Denne sidste oplysning hensætter Kowaryk i stærk affekt, og han giver udtryk for den opfattelse, at Morten Velstrups handlemåde ikke bør undgå at få konsekvenser, da det er "den slags der er med til at ødelægge miljøet her i kvarteret".

Det lykkes Blomkvist at få en aftale i stand om at skylde for et skud. Til gengæld forlanger Kowaryk, at de sammen skal opsøge Velstrup for at underkaste ham den afstraffelsesform, der i nævnte miljø går under betegnelsen røvkusse. Blomkvist indvilliger i dette og udstøder tilmed en anerkendende latter.

- Hæ, hæ, jeg kan se det for mig, en røvkusse, ikk' os'.





Kl. 11.50 begiver delinkventen sig i selskab med Tommy Kowaryk hen til en skydebane beliggende på kvisten af en kondemneret ejendom i Absalonsgade, hvor Morten Velstrup ifølge deres oplysninger skulle befinde sig.

På vejen gøres der ophold ved en farve- og materialehandel.

Ved ankomsten træffer de Morten Velstrup alene på stedet. Denne er tydeligvis meget stenet, angiveligt takket være Blomkvists kvarte hætte. De to netop tilstedekomne giver udtryk for overraskelse ved mødet og optræder i øvrigt på en venlig og tillidsvækkende facon, så Velstrup ikke skal fatte mistanke til deres forehavende. På forespørgsel oplyser han, at han har skudt et mindre antal ketoganer i mangel af bedre, og Kowaryk giver sig til at underholde ham om forskellige aspekter af det såkaldte apotekersus (som opnås ved at injicere opløste tabletter i stedet for heroin eller morfinbase):

- Så den her tabletsmag man får op i munden mand, for helvede, og hosten, ikk'. Jeg kom engang til at skyde 4 ketoganer ind i musklen her på min overarm. René rullede ved siden af åren mand, ja, det var ikke mig, men ham der sku' gøre det, ikk', og han klokkede i det, røven mand. Der kom for meget blod op i sprøjten, og så var der ikke tid til at prøve igen, vel, og så måtte han jo bare skyde det lige ind i muskelen. Ellers gik fixet tabt, det koagulerer jo for helvede det blod. Nå, men så går der ikke mere end en halv time, før end jeg prøver at bevæge min arm, ikk', og det vil den ikke. Så kigger jeg på den, og så er den fuld af sådan nogle vabler eller vandblærer, ikk, og den er fuldstændig lam. Det er fordi, at ketoganer, ikk', der er det her decerpyzon eller noget i dem, det er et sovemiddel, ikk'. Min arm den snorksov fand'me, men så sagde jeg til René, at så kunne jeg sgu da bare bruge den anden arm, ikk', hvis at jeg skulle klø mig i røven eller noget.

Kowaryks betragtninger giver Blomkvist lejlighed til at foretage en diskret undersøgelse af sprøjterne på bordet og de nærmest omkringliggende på gulvet. Ved injektion af piller bruges der vat i bunden af sprøjten til at filtrere kalken fra (eller rettere: dele af den. Meget kalk vil stadig passere ind i narkomanens årer). Blomkvist konstaterer, hvad der yderligere bestyrker hans mistanke, at der ikke er vat i nogen af sprøjterne.

- Det er noget lort med de piller mand, siger han lavmælt, - kan I huske Valo-Ole tilsidst? Hans ben var helt blå. De så ud som om, de var ved at falde af. Jeg tror, der var røget noget vat med ind, ikk', små fine bomuldstråde, som sætter sig fast i venerne. Og så går det sgu stærkt med knuderne, det gør det sgu. Med alt det her kalk i tabletterne, ikk', som hænger fast omkring de der små tråde, ikk' os'. Han måtte købe større og større bukser hele tiden, nå ja, han købte dem vel ikke vel, hæ-hæ. Men større bukser det sku' han bruge for at holde det der kalkræs ud, ikk'. Han blev sgu ret sur, da jeg begyndte at kalde ham Bulo-Ole.

Et stykke tid hersker der stilfærdig eftertanke på det ildelugtende loftskammer. Måske er disse urovækkende udtalelser en medvirkende årsag til den grove karakter af de munterheder, der senere følger.

Kowaryk påbegynder tilberedningen af stoffet. Fra en beholder på bordet suger han med pumpen én mililiter vand op i sprøjten, som tømmes ud i en ske. Skeen holdes derpå ind over et tændt stearinlys. Dette siges at virke desinficerende, men det er nok snarere rituelle end præventive motiver, der ligger til grund for denne handlemåde. Særlig effektiv er den i hvert fald ikke.

Blomkvist anmoder om at få en "ordentlig omgang", og Kowaryk bestemmer det således, at Blomkvist får en kvart og en ottendedel og han selv tager en halv, idet han foretrækker at være særdeles påvirket, når "nu der for en gangs skyld skal til at ske noget sjovt" (denne udtryksmåde anvendte han selv under forhøret). Det giver en ottendedel i overskud, og denne tilbydes Velstrup på favorable vilkår, skønt dette strider imod Kowaryks almindelige forretningsprincipper. Imidlertid gælder det for de to sammensvorne om at få Velstrup bragt i en tilstand, hvor han vil få svært ved at gøre modstand.

Da vandet når kogepunktet, hælder Kowaryk den portion i, han har tiltænkt Blomkvist, og rækker Velstrup hætten, så denne i mellemtiden selv kan ordne sit fix.

- Hvad er der sket med dine hænder? spørger Velstrup, overvældet af taknemmelighed.

- Jeg brød ind hos perkeren nede på Gasværksvej. For et par måneder siden. Jeg fik en masse skrammer, fordi først måtte jeg baldre en rude, ikk', og så var der et skideirriterende net, jeg måtte flå ud, ikk' os'. Men så alle de her sår mand, de bli'r sgu ved med at klø, ikk'. Det lort er ikke til at komme af med, vel. Man sku' fand'me tro, jeg var spedalsk eller noget.

- Hudkløe hedder det. Det er bare ad helvede til, det er næsten ligeså slemt som årebetændelse mand, siger Velstrup, der stadig føler en forpligtelse til at socialisere, - men når det kommer i røven, ikk', det er noget af det værste mand.

Blomkvist og Kowaryk har svært ved at undertrykke et råt grin, men det lykkes Blomkvist at tilkæmpe sig beherskelse nok til at fortsætte konversationen.

- Nu vi taler om røv, ikk', så kommer jeg til at tænke på Joakim Pramstoft. Han glemte engang at skide i fem dage. Han var alt for skæv til at lægge mærke til det, men da han vågnede den sjette dag, begyndte han at skrige op om, at han havde pisseondt i røven, ikk' os'. Så tog jeg med ham på hospitalet - det ku' jo være, jeg fandt et eller andet at hugge, ikk' - og den her læge, han kaldte det en "grotesk obstipation". De prøvede at give ham lavement tre gange, men det sad sgu stadig fast. Til sidst måtte de give ham fuld narkose, og så gik de ellers i gang med at grave det ud med en spartel eller noget.

Afbrudt af hyppige latteranfald har Kowaryk i mellemtiden lagt et let nulret vatstykke ned i skeen og suget fixet op gennem vattet med pumpen. Da Blomkvist har talt færdig, går han ud i køkkenet for at køle sprøjten af under den kolde hane. Han benytter sig af lejligheden til usét at hive en halvlitersflaske salmiakspiritus op af frakkelommen og anbringe den under vasken. Imens lader han vandet løbe, så Velstrup ikke hører lågen gå.

Blomkvist har allerede spændt en gummirem om sin højre arm. Med to fingre slår han løs på sin stærkt scleroserede underarm i forsøg på at banke nogle årer frem. Hans krop ryster konvulsivisk, og hans hænder dirrer voldsomt. Det er indlysende, at Kowaryk må give ham injektionen. Kowaryk gør klar til den ved at trykke forsigtigt på pumpen, indtil en dråbe pibler frem på spidsen af kanylen, som han slikker af. Han nærmer sprøjten til Blomkvists arm, der flere steder er sort og opsvulmet. Huden er over det hele isprængt små vandblærer.

- Hold kæft en lortearm du har mand, udbryder Kowaryk ved synet.

- Ja, mine årer er ikke gode. Men du sku' se Tinas, rent læder, ikk'. Her forleden sku' jeg give hende en sprøjte, ikk', men jeg var så skideskæv, at jeg ikke ku' finde et sted at gøre det. Til sidst så fik hun den sgu lige i tissebøfferne, ikk' os'.

- Mand, hvad tror du, hendes kunder siger til det? Hvis pisseflapperne bliver stenhårde mand. De får sgu skrammer på pikken af hende, og det gider de sgu da ikke, vel.

Kowaryk roder videre med nålen.

- Tænk hvis sex, ikk', siger Blomkvist, hvis det var det samme med piger som med årer, ikk', at man hele tide skulle finde nye huller.

- Sådan er det da allerede. Medmindre du er gift, ikk'.

- Nej, jeg mener den samme pige, nye huller i den samme pige, ikk'.

Nu er Kowaryk med:

- Hæ-hæ, giv hende den i ryggen mand.

- Bare op i nakken med den, du, og rode rundt i kraniet.

- Hjerneorgasme, mand, hæ-hæ, hun får sperm på hjernen mand.

Kowaryk prøver at stikke, men nålen ruller ved siden af. Blomkvist skriger op, og Kowaryk må skynde sig nu.

- Rolig mand, rolig, vi prøver her i stedet. Hvorfor fanden skal du også altid få bylder alle vegne i stedet for almindelige, pæne ordentlige huller? Det er sgu da ikke normalt mand.

- Jeg tror, Gud, ikk', han havde slet ikke tænkt sig, jeg skulle være junkie.

- Jo, fordi mand, at så lider du mere på den måde.

Kowaryk får nålen ind i en vene og giver Blomkvist hele ladningen på en gang - faktisk samtidig med at Velstrup sprøjter sin portion. Begge udstøder et dybt suk og synker tilbage, Blomkvist i en ramponeret lænestol med fjedre hængende ud af bunden, Velstrup på en ubetrukken skumgummimadras.

- Sig Jolly til din heroin, stønner Blomkvist.

- Nå, hvad sagde jeg mand. Det er de helt fede sager, det der, forlyder det fra Kowaryk. Ingen af de andre svarer, men han lader sig ikke gå på og taler videre for sig selv.

- Ja, hvordan er det nu, det er. Jeg vil spare penge sammen til at rejse til Indien for. Det er derfor, jeg arbejder så meget.....Penge, altså bare så'n penge, ikk', det siger mig ikke ret meget. Faktisk er det dét at bruge dem, jeg godt kan li'. Så derfor tager jeg derhen til Indien, ikk'. Der er en masse ting derovre i Indien, ikk', som jeg godt kunne tænke mig at se. Underlige ting, ligesom pyramiderne mand. Der er sgu ikke nogen, der ved hvorfor eller hvordan, de byggede dem, vel. Altså, ikke fordi jeg tror, det var marsmænd eller så'noget. Men det er dét, at man ikke ved en skid, det er sgu fantastisk...Nu også ham der Crowley, Aleister Crowley mand, han gav folk en masse coke, og så skulle de bare sidde og spille pik hele tiden, helt vildt mand, mens han tog notater eller så'noget....Men altså Uri Geller, ikk' os'. Man kan sige, at Jesus har man måske haft på samme måde som Uri Geller, at han har kunnet få undere til at ske for sig, ikk' os'. Men det, der står i Bibelen, ikk', det er , at der er en Gud, ikk', men den Gud - jeg tror ikke på Gud, før jeg har hørt, at Gud har lavet noget, vel...Nå, nu skal vi lige ud og have lidt vand på....





Kl. 13.20 påbegyndes videoovervågning. Den resterende del af rapporten bygger altså på temmelig sikre oplysninger, idet vi fra nu af har to typer teknisk bevis at støtte os til: billedoptagelser og lydbånd. Selv en person med meget ringe kendskab til mundaflæsningsteknikker vil kunne overbevise sig om samhørigheden mellem lyd og billede.

De første femten minutter af båndet ses ingen aktivitet. Delinkventerne ligger alle hen i en tilstand, der uden overdrivelse tør kaldes apatisk. Kun et suk eller et grynt høres af og til. Kowaryk er faldet om på madrassen ved siden af Velstrup efter at have skudt ligeså meget stof som de to andre tilsammen.

Udenfor er det begyndt at sne.

Pludselig triller tårerne ned ad kinderne på Kowaryk. Han siger ikke noget. De andre siger heller ikke noget. De har næppe opfattet det, eller også tænker de ikke noget ved det. De er jo ikke vant til andet end overfladiske omgangsformer og engagerer sig sjældent i hinanden på et dybere emotionelt niveau.

Under forhøret forklarede Kowaryk selv, hvorfor han græd - faktisk var han utilbøjelig til at tale om andet, desværre for vores undersøgelse. Hans udtalelser er temmelig tågede, og man bør nok gøre sig klart, at det drejer sig om en narkotikapåvirket persons eksalterede fantasier. Men det lød i al fald som følger:

- Jo, altså, den her hvide tornado, ikke, den var skideflot. Det slog mig helt ud. Jeg lå dér og i det der lusede tæppe, som var der, og som jeg havde taget om mig for at få lidt varme, ikk', der var skidekoldt på det loft....Og så kom det her hvide over det hele, ligesom sne, ikk'...Det var smukt. Lyset også, det var meget smukt, med en masse, kunne man godt sige, en masse partikler i der sådan skinnede tilbage. På en måde troede jeg, jeg var ved at dø, ikk', og at det var derfor jeg så et eller andet. Det var noget godt stof, det var det.

Det næste, der sker, er, at Blomkvist forsøger at rejse sig.

- Skal pisse, mumler han og kigger sig omkring, - hæj mand, I ligger jo og sover mand. Det er sgu da åndssvagt, I spilder jeres skævhed, ikk', kan I ikke se det? Det er sgu da ligesom at drikke ti bajere og så falde i søvn. Det er fand'me spild af ti bajere, ikk'.

Knæene svigter under Blomkvist - eller mere end det måske: det ser nærmest ud som om benene smelter væk under ham, da han falder, og efter min opfattelse er det ikke blot en skinmanøvre, han udfører, for i al ubemærkethed at samle en brugt sprøjte op fra gulvet. Det er ægte, når det kun lykkes ham at komme ud i køkkenet ved at kravle på alle fire, og når han, stadig i samme stilling, hiver kønnet frem og udtømmer det på linoleumsgulvet med en demonstrativt høj plasken. Kun med besvær kan han finde flasken med salmiakspiritus under vasken, stikke sprøjten ned i den og trække pumpen op, indtil et to-mililiters røvfix er klart.

Med våde knæ og albuer kravler han tilbage ind i stuen, holdende sprøjten parat mellem fingrene. De andre reagerer stadig ikke, ikke engang Kowaryk, der udmærket kender planen. Han bliver blot liggende, alt imens Blomkvist nærmer sig med en faretruende stønnen. Han ser frygtelig ud. Tungen hænger ud af halsen, blikket er forvildet og skelende, og overlæben er krænget tilbage over et sæt kunstige hugtænder, der - formodentlig af rituelle grunde - blev købt sammen med kemikaliet, idet farve- og materialehandleren på Istedgade lå inde med et restparti spøg og skæmt-artikler fra nytårsaften.

Velstrup, der ligger yderst, opdager først i sidste øjeblik Blomkvist med armen hævet, parat til at hugge med sit afskyelige våben. Han springer op i samme sekund, Blomkvist slår til. Han er ramt på højre balle, men da hugget følger samme bane som springet, når Blomkvist ikke at trykke på pumpen, inden Velstrup har gjort sig fri af kanylen.

- For Helvede mand, hvad er det du gør, skriger Velstrup, - hvad er der i den sprøjte?

- Salmiak, mumler Blomkvist, - SVIN! skriger han pludseligt, - Kom herover og få resten af den. Jeg vil se din røv bløde for min kvarte hætte.

- Du, du ville give mig en røvkusse, stammer Velstrup, - jamen, det er jo ulækkert. Du er ikke rigtig klog.

Kowaryk rører lidt på sig.

- Hvad laver I? spørger han venligt.

- Blomkvist ville give mig en røvkusse.

- Hvad ville han? Hvad fanden er det for noget svineri mand? Du kan da ikke bare komme rendende dér og stikke dine venner med alt muligt mærkeligt så'n uden videre. En røvkusse mand! Det er jo fuldstændigt sygt!

Det kommer tilsyneladende bag på Kowaryk, at Velstrup skulle stikkes bagi med salmiakspiritus - en legemlig afstraffelsesform der fra tid til anden forekommer i junkie-miljøet. Benævnelsen røvkusse skyldes det store åbne, kødfulde sår, der følger af injektionen. Det kan være måneder om at hele på grund af giftvirkningen, og det er meget smertefuldt for offeret, der i hele perioden er afskåret fra at kunne sidde ned.

Under forhøret havde Kowaryk kun en kort kommentar til sin besynderlige reaktion:

- Jeg havde glemt det, den hvide tornado havde ligesom fortalt mig et eller andet.

Blomkvist svarer ikke på Kowaryks bebrejdelser. Han kan ikke finde ud af det mere, han stirrer bare frem for sig med blanke øjne, der omsider får et mere forklaret udtryk, idet han jager kanylen i Kowaryks bagdel og trykker pumpen i bund.

- Min røv mand, det gør ondt. Hvad er det, du laver? stønner Kowaryk, for hvem situationen først nu er ved at antage fastere konturer. Med ét kommer han i tanke om det hele:

- Det var sgu da ikke mig, du skulle stikke.

- Var du også med i det? spørger Velstrup.

- Ja, for helvede mand, du ved, en røvkusse, ikk', bare for sjovs skyld. Men idioten kunne ikke engang finde ud af, hvem han skulle stikke. Men så'n gør man ikke med min røv, vel. Nu er det min tur til at lave huller i ham, mange huller mand.

Mens Kowaryk taler, prøver han at tage noget op af lommen, hvilket besværes en del af, at han er nødt til at ligge på maven. Stå op kan der under ingen omstændigheder være tale om. Velstrup aner, hvad der skal komme, og får travlt med at gøre sig usynlig. Og han er helt ude af syne, da Kowaryk fremdrager en pistol af parabellum-type. Velstrup arresteres af Holm og Svenningsen, da han kommer væltende ned ad trappen.

- Vent nu lige lidt, ikk', siger Blomkvist, - Altså, jeg er da ked af at have forstyrret dig, ikk', men vi havde ligesom aftalt det her.

- Vi havde aftalt at give Velstrup en røvkusse, ikk' os', og så kan du ikke engang ramme hans fede røv mand.

- Nå ja, det er jo dig, ikk', der er dig, det vidste jeg sgu da godt. Det var ikke med vilje, vel...Men pludselig var du ligesom ved at blive hellig eller noget, ikk'.

- Ikke med vilje mand, jeg kommer til at ligge på maven i flere måneder, og så ligger du der og flæber: Det var ikke med vilje, det var ikke med vilje.

- Så ligger du på maven, ikk', det er vel ligeså godt som at ligge på ryggen, det er da ikke noget at blive så sur over. Du er alligevel alt for skæv til at kunne mærke noget, ikk'.

- Du kommer til at ku' mærke det her!

Kowaryk forsøger febrilsk at afsikre pistolen.

- Er det dit alvor? Har du tænkt dig at skyde mig?

- Selvfølgelig.

- Javel, siger Blomkvist, der omsider er ved at fatte, at han vil kunne få problemer med Kowaryk. Han gør omkring og begynder langsomt at manøvrere sig hen mod entrédøren, som Velstrup har ladet stå åben bag sig. Det er svært at flygte, når man er nødt til at kravle på alle fire, men alligevel er Blomkvist nået næsten helt over til døren, da det endelig lykkes Kowaryk at få afsikringsmekanismen til at fungere og braget lyder. Blomkvist strejfes kun af skudet og slipper med et overfladisk kødsår i bagpartiet, der naturligt nok udgør det letteste mål for Kowaryk. Sidstnævnte synes nu at have fået tilstrækkelig satisfaktion, idet de to så at sige er blevet kolleger. Desuden er han opmærksom på, at skudet må have alarmeret folk i nabolaget.

- Du Blomkvist, lever du?

- Unh!

- Jeg er ked af det du gamle. I virkeligheden var jeg ikke særlig gal på dig. Jeg syntes bare ligesom, jeg måtte gøre et eller andet.

- Tja, det måtte du vel. Det kan jeg nok godt se.

- Vi sku' se at komme væk herfra.

- Det kan du sagtens sige.

- Hold nu op. Du er bare ramt i røven, ikk', du har det sgu ikke værre end mig.

Med besvær kommer Kowaryk op på alle fire og kravler hen til Blomkvist for at hjælpe ham op. Derpå bevæger en besynderlig kortége af to kravlende mænd med blødende bagdele sig ud i køkkenet. Af forsigtighedsgrunde ønsker de at benytte bagtrappen.

- Ad, for Helvede, her er jo vådt, råber Kowaryk, der kravler forrest.

- Lad være at skabe dig...For resten, må jeg ikke se dit sår? Jeg har aldrig set så'n en røvkusse før.

Uden at afvente svar river Blomkvist med lethed en stor lap af Kowaryks gennemblødte joggingbukser.

- Hold kæft, hvor ser det flot ud mand!

- Hvis du ikke omgående holder kæft selv, så pløkker jeg dig én gang til.

- Nej, men du skulle se det mand. Det er helt lilla og rødt og blåt, ikk', ligesom changerende.

Der lyder et lille klik omme foran.

- Okay, godt ord igen. Lad os nu se at komme videre, ikk'.



Kl. 14.00 ser vi os nødsaget til at gribe ind. Da er delinkventen i selskab med Kowaryk nået til reposen mellem 2. og 1. sal, og idet de de drejer rundt opdager de den snerrende schäferhund. Den tilhører en vis Arnold Hansen, som igennem længere tid ulovligt har beboet en lejlighed på førstesalen for "at kunne hellige sig sit alkoholmisbrug i mere rolige omgivelser end Mændenes Hjem kunne tilbyde ham". Han plejer at lukke hunden ud på trappen, når den skal tisse.

I samme øjeblik Kowaryk hæver pistolen for at gøre det af med hunden, blæser jeg alarm. Disse to personer er gået for vidt. Deres aktiviteter udgør nu en trussel mod sagesløse. Desværre når Kowaryk at affyre pistolen, inden kameraholdet i kranliften kan nå at springe ind gennem vinduet og holde ham op. Situationen kompliceres yderligere ved, at Arnold Hansen, hidkaldt af larmen, kommer ud på trappeafsatsen og i stærkt beruset tilstand giver sig til at råbe op.

- Hannibal! De har fand'me pløkket Hannibal. Sådan et par lortehippier mand!

Så får han øje på betjentene, og det varer ikke længe, inden tårerne triller ham ned ad kinderne.

- Min Hannibal, min hundeven, min eneste ven. Hr. betjent, jeg er sikker på, at De kan forstå hvad jeg føler i dette øjeblik. De må kunne hjælpe mig, om nogen kan.

Arnold Hansen forlanger erstatning for hunden, og han lover betjentene, at han i løbet af ugen vil få fremstillet den nødvendige stamtavle. Så får han øje på sprøjten i Kowaryks bagdel.

- Hvad et det? spørger han og hiver fat i den, trækker den tilbage og slipper den, så den svipper frem og tilbage, - Hø, hø, du ligner jo et juletræ mand.

- Tak, så er det vist nok for i dag, siger betjent Sørensen og gelejder Arnold Hansen ind i lejligheden igen, - Vi må se at få ryddet op i det her svineri.

- Vi skal altid tage skraldet efter ledelsens eksperimenter, mukker Nielsen.

- Sådan nogle mennesker, du, de skulle....

- Det er sgu en underlig mentalitet.

- Hvorfor fanden sku' det gå ud over hunden?

Sørensen flår arrigt sprøjten ud af Kowaryks bagdel.

- Ikke engang deres kanyler kan de finde ud af at fjerne selv. De er fand'me ligesom pattebørn.

Kowaryk er besvimet og må bæres ud på en båre. Hans tilstand er yderst kritisk, så jeg skønner det nødvendigt at underkaste ham forhør med det samme og beordrer lægen til at give ham en indsprøjtning med noget opkvikkende. I mellemtiden eskorterer de menige betjente Blomkvist ud til ambulancen. Han kan stadig kun kravle, og dracula-gebisset er ved at falde ud nu. Hans skamskudte, blodige bagdel ligner en lanterne mod fortovets grå, frostsprængte fliser.

Under forhøret fremkommer Kowaryk ikke med yderligere oplysninger end dem, jeg allerede har refereret. Forhøret afsluttes ved, at Kowaryk omkommer efter at have besværet sig en hel del over at være blevet anbragt på ryggen i stedet for på maven. Om hans død bør tilskrives en overdosis eller kemikaliets virkning, får stå hen i det uvisse, indtil retsmedicinerens rapport foreligger.

Med et opgivende suk kigger jeg op ad den gamle bygnings facade. Den er udsmykket med halvsøjler. Oven på halvsøjlerne står en række små statuer af rankryggede kvinder, der bærer de blomsterprydede kapitæler på hovedet. Det drejer sig om statuer af typen karyatide, formodentlig billige gipsafstøbninger, kramvarer fra århundredskiftets udsalg af lagkage-arkitektur. Karyatiderne stirrer ned på optrinnet med tomme, arkaiske blikke.





Anden del





Når man ser på hele situationen omkring de såkaldte afvigere, så melder spørgsmålet sig: Hvorfor er de afvigere? Har vi gjort dem noget?

Og hvordan ser den typiske afvigerkarriere ud?

Det starter med en følelse af utilstrækkelighed: I det moderne samfund er kravene til den enkelte større end før. I dag tilpasser man sig ikke én gang for alle, tilpasning er en livslang proces, hvorunder individet hyppigt må omstille sig efter ændringer i produktionsforhold, omgangsformer m.m. Det er nødvendigt til stadighed at øge sine ressourcer, d.v.s det kompleks af medfødte evner og talenter, indlærte færdigheder og opvækstvilkår, der sætter den enkelte i stand til at honorere samfundets krav.

Fig. 1: Ressource/krav-behovs model



Herved opfyldes også de mere personlige behov, idet større ressourcer ikke blot hjælper individet til at forbedre sine materielle betingelser, men også betinger graden af kulturel aktivitet og muligheden for at opnå stimulerende oplevelser.

Vi kan illustrere forrholdet med følgende model: (se fig. 1)



For at falde indenfor normalområdet og være "i balance", kræves der mindst gennemsnitlige arveanlæg, samt en opvækst i et almindeligt, nogenlunde stimulerende miljø med sociale ambitioner i retning af accept af det etablerede og forventninger om opadstigende social mobilitet. For den normale gælder det, at omgivelserne i det store og hele har været positive over for disse forventninger. Skoletiden er forløbet relativt smertefrit, og erhvervslivet har modtaget skoleproduktet uden at stille urimelige krav. Frustrationer har været holdt under en vis minimumsgrænse.

For de insufficiente gælder det, at deres ressourcer ikke "slår til" over for samfundets krav. I skolen har de klaret sig dårligt, hjemmet har ikke ydet dem tilstrækkelig opbakning, og det er mislykkedes at opnå accept blandt klassekammeraterne. Som regel forlader de skolen tidligt i forløbet og melder sig bagest i køen af arbejdsløse. De bliver aldrig i stand til at forsørge sig selv eller til at påtage sig et ansvar. Frustrationerne tiltager, og den unge risikerer at komme ud i et alkohol- eller stofmisbrug.

De hårdest belastede stofmisbrugere rekrutteres sjældent blandt de oversufficiente. Her vil man snarere støde på alkoholisme eller receptbetinget misbrug af nervemedicin. Denne gruppe omfatter bl.a veluddannede hjemmegående husmødre og arbejdsløse akademikere. I begge de nævnte tilfælde gælder det, at individet i sit miljø ikke møder udfordringer, der modsvarer dets ressourcer.





Før puberteten er relationen til primærgruppen (familie el. andre nærtstående) afgørende for barnet. For at den sociale og følelsesmæssige udvikling kan nå et tilfredsstillende niveau, kræves der en vis grad af tryghed og harmoni i primærgruppen. Er disse betingelser opfyldt, vil barnet være følelsesmæssigt stabilt. Omvendt vil den insufficiente unge som oftest mangle ordentlig voksenkontakt under opvæksten. Disse børn vil hyppigt have oplevet talrige kontaktbrud i form af flytning, skilsmisser, tvangsfjernelse o.s.v. Dette medfører en defekt i den primære modningsproces, og barnet bliver selv-usikkert, jeg- og kontaktsvagt. Utrygheden giver sig tydeligt til kende i symptomer som ufrivillig vandladning, neglebideri, pjækkeri m.m. Ligeledes bevirker usikkerheden, at barnet er "udenfor" i skolen, og at det hurtigt giver op over for de krav lærerne stiller.

Under puberteten sker der en forskydning i retning af sekundærgruppen (kammerater, kolleger o.lign.). Som følge af den nødvendige frigørelsesproces optræder den unge egocentrisk og "urimeligt" i primærgruppen, mens forholdet til kammeraterne er socialt. Perioden er præget af generel labilitet med anfald af dysfori, d.v.s. forsænket stemningsleje. Selv den normale unge føler en vis usikkerhed p.g.a. de biologiske brydninger og den sociale spænding i forholdet til familien (ambivalens). Kompensation for usikkerheden opnås gennem identifikation med kammeraterne. Dette giver sig mangfoldige udslag i form af gruppeslang, ensartet påklædning og monoton adfærd.

Den insufficiente unge møder i sekundær-gruppen med en ufuldkommen social og følelsesmæssig modning, og hans normer og adfærdssæt er inkomplette. P.g.a. jeg-svagheden har han svært ved at trænge ind i normale ungdomsgrupper såsom sportsforeninger og hobbyklubber, skønt hans behov herfor er større end den normale unges. Da han ikke længere har andre muligheder, ser han sig nødsaget til at søge selskab med andre ligestillede, socialt svage unge i asociale subkulturer (kriminelle bander, BZ'ere, hashkliker o.lign.), hvorved vejen til misbrug og social deroute er banet, og tragedier som den ovenfor beskrevne hændelse kan udspille sig.







I Texten citeres der flere steder, både direkte og indirekte, fra flg. 2 bøger:

"Junkier i Esbjeg. Interviews" v. Niels Simonsen. Gyldendal, kbh. 1977.

Iwan Mark: "Stoffer og brugere", Berlingske Forlag, Kbh. 1973.

Denne tekst er blevet kopieret i anledning af "Performancedage på Update", d. 3-4 april 1996.

Thomas Krogsbøl kan træffes på tlf. 32 95 18 79