af Tone O. Nielsen
Udstillingen
Udstillingen When the Shit Hits the Fan er en udstilling, der kredser om det øjeblik, hvor der bogstaveligt talt "går lort i den" - hvor tingene bryder sammen, hvor det sikre, velkendte og trygge falder fra hinanden, og hvor alt går i opløsning. Når ...lorten rammer ventilatoren... i rummet og spredes til alle sider, mister individet overblikket og efterlades i et mentalt tomrum, i hvilket det vante verdensudsyn ikke længere fungerer. Tilværelsens faste holdepunkter mister gyldighed, og det retningsgivende sløres.
Men hvorfor overhovedet beskæftige sig med dette øjeblik? Hvorfor arrangere en udstilling, der konfronterer publikum med det personlige eller sociale univers' sammenbrud? Fordi det er i det accepteredes og normdannendes sammenbrud, at forskellen viser sig. Fordi det er i forrykkelsen af blikket fra et velkendt punkt, at vi opdager det Andet, og fordi det er i skyggen af det tilsyneladende, at vi ser det udeladte. Først når det fortrolige og kitsch'ede bryder sammen, bliver vanetænkningen, forestillingen og stagnationen synlig for den enkelte og kan forkastes til fordel for et dybere indblik. Først når vi tør se "lorten" og skille os af med den, kan vi se bag om tegnet. Udstillingen åbner dermed et rum for individuel erkendelse.
Den subjektive erfaringsverden er således omdrejningspunktet for When the Shit Hits the Fan; et tema, der kendetegner meget af den kunst og mange af de udstillinger, der produceres netop nu. Udstillingen fordyber sig dog ikke i den terapeutisk privat-personlige udladning, der langt fra altid er vedkommende for den udenforstående betragter, men fremhæver sammenbruddets øjeblik som det øjeblik, der udgør grundlaget for erkendelsen og den personlige/sociale vækst. En sådan erkendelse er aldrig kun privat, men griber ind i den omverden af strukturer og systemer, der konstituerer subjektet. Udstillingen kan således ses som en privat intervention i det sociale, politiske, antropologiske og kunstneriske og bliver dermed en kritik.
Tiden
Udstillingens koncept udspringer af den senere tids interesse for individet og dettes forhold til og plads i den sen-moderne verden. Det sen-moderne individs identitets- og subjektivitetsfølelse har været under debat ikke alene i den sociologiske forskning, men ogå i kunst- og kulturlivet i de senere år, hvor det personlige er blevet sat i fokus. Siden 80'ernes teoretiske kunst, der hævede sig over det lokale og forsøgte at blotlægge og dermed dekonstruere de overordnede magtstrukturer, der koder og indsætter subjektet i det sociale rum, er opmærksomheden blevet rettet tilbage mod det umiddelbart nære og personlige. Man fokuserer ikke længere kun på det store politiske og økonomiske billede, men også på de personlige hændelser i det daglige liv ud fra den opfattelse, at disse har lige så afgørende betydning. Den subjektive oplevelse af det omgivende sociale og kulturelle miljø danner nu grundlaget for kunstværket, og den personlige erfaringsverden videreformidles til beskueren, som bliver en slags samtalepartner i dialogen om det hverdagslige.
Det sen-moderne individs fokusering på sig selv skal ikke forveksles med en neurotisk narcissisme, men udspringer til dels af et vilkår i tiden. Den engelske sociolog Anthony Giddens beskriver, hvordan vi har mistet forbindelsen til traditionerne og sædvanerne som retningsgivere for vores normer og handlinger i den sen-moderne samfundsorden, da disse størrelser ikke længere nedarves fra generation til generation. Troen på en sand, rationel fornuft inden for både religionen, filosofien og videnskaberne eksisterer heller ikke mere, og det sen-moderne individ må i sit møde med omverdenen i stedet konsultere og forholde sig til en lang række abstrakte ekspertsystemer, som individet ofte hverken forstår eller har indflydelse på, og som til stadighed revideres i takt med videnskabernes nyopdagelser. Ifølge Giddens har dette medført, at det sen-moderne individ er blevet særligt refleksivt; det må til stadighed forholde sig refleksivt til sig selv og sine omgivelser, fordi intet længere er givet og selvfølgeligt. Således er tvivlen blevet et grundlæggende træk ved det sen-moderne samfunds institutioner og ved den moderne kritiske fornuft, fordi al viden nu opfattes som relativ og åben for revision. Og blandt virvaret af forskellige teorier, muligheder og tilbud, som det moderne massekommunikationssamfund tilbyder, må individet så vælge sig en livsstil, levevej og et tilhørsforhold - nogle gange i blind tillid og med risiko for et uventet udfald - i forsøget på at opretholde en form for sammenhæng i det personlige liv. For Giddens bliver valget og selvrealiseringen det centrale i det, han kalder den sen-moderne "risiko-kultur", for først med valget af livsstil kan individet reetablere en form for meningsfyldthed, der forsvandt med tabet af traditionerne og sen-modernismens stadige krav om udvikling.
Det kan være fokuseringen på det personlige valg, der får den danske idéhistoriker Lars-Henrik Schmidt til at karakterisere 90'ernes individ som bruger. Ifølge ham er 90'ernes menneske blevet bruger af velfærdssamfundets systemer, og man opfatter ikke længere sig selv som statsborger med visse rettigheder og forpligtelser over for staten, men som enkeltindivid, der som bruger af systemet har ret til at stille krav for sig selv. Det offentlige og politiske system er således ikke længere et myndighedssystem med et forsorgsapparat, men har forvandlet sig til et bruger- og servicesystem til for den enkelte. Ifølge Schmidt er denne radikalt individualiserede etik delvist frembragt af det sen-moderne velfærdssamfund og dets forsorgsapparat, delvist et resultat af Murens fald og den efterfølgende multikulturalisme og etniske decentralisering. Murens fald ledte til, at forskelligheden blandt individer og etniske grupper blev accepteret, men kultiveringen af etniske rødder blev samtidig en politisk og geografisk trussel med den omsiggribende "Balkan-effekt", og dette har medført, at grænsedragninger individer imellem og forskellige grupper imellem nu er blevet det centrale spørgsmål. 90'ernes individ forstår nu først og fremmest sig selv i modsætning til de andre; man skaber sig en egen identitet ved at afgrænse sig fra andre, og det sociale i 90'erne grundlægges således på forskelligheden. Man passer sig selv, drager omsorg for sig selv og finder midlertidigt sammen i fællesskaber af individer med sammenfaldende interesser, som forventes at gøre det samme. For Schmidt ligger truslen i denne radikalt individualiserede etik i, at individet i dag er villig til at afskrive sine forpligtelser som statsborger, hvis vedkommendes individuelle interesser går i en anden retning. Der er således opstået en ny type konflikt mellem det politiske og det individuelle.
Kunsten
90'ernes individualitetsopfattelse har som tidligere nævnt sat sine spor i nutidskunsten. Subjektets møde med og opfattelse af verden er nu blevet et personligt møde, og en stor del af den yngre generation af kunstnere skildrer en individuelt oplevet virkelighed. Skønt man formidler en erfaring eller personlig erkendelse til beskueren, er der dog hverken tale om en kunst, som ønsker at producere universelle/elitære udsagn om verdenen, eller som ønsker at vende tilbage til ekspressionismens stærke kunstner-jeg, som sætter sin udtryksvilje igennem. 90'ernes subjektivt orienterede kunst er snarere en åben og kommunikativ kunst, der i sit væsen er social, fordi den ønsker at inddrage beskueren i sit subjektive univers. Kunstneren i dag vil ikke længere påtage sig rollen som samfundets moralske sandhedssiger, misforståede martyr eller oprørske revolutionær, men indtager positionen som samtalepartneren, der i samråd med beskueren reflekterer over den personligt oplevede verden og tilstedeværelsen i den.
Udstillingen When the Shit Hits the Fan ønsker med sin fokusering på øjeblikket, hvor "der går lort i den", netop at belyse individets møde med omverdenen og synliggøre det, man med Anthony Giddens kunne kalde, 90'ernes grundvilkår: det individuelle valg! Resultatet af den sen-moderne samfundsorden er et ekstremt individualiseret individ, der er alene om at træffe beslutninger og vælge sig en identitet. Udstillingen handler således i bogstaveligste forstand om øjeblikket, hvor der vælges - vælges mellem at forkaste vanetænkningen og rykke videre eller ignorere skriften på væggen og fortsætte som hidtil. Udstillingen præsenterer 11 yngre kunstnere fra Skandinavien, der alle og på meget forskellig vis ytrer sig om netop dette øjeblik.
Kunstnerne
Morten Goll (DK, f. 1964) er den eneste deltagende maler på udstillingen. I sine fire portrætter af jævnaldrende kunstnere skildrer han en række individer, der i det omtalte øjeblik trodser den afstukne vej og vælger nærværet og vedkendelsen af sig selv. Denne vedkendelse bliver set i et malerisk og stofligt perspektiv samtidig en metafor for både maleriets forsøg på at opretholde en position i kunstverdenen blandt andre mere tidstypiske medier og for samtidskunstnerens kritiske forhold til kunstinstitutionen. Jens Haaning (DK, f. 1965), der til denne udstilling bidrager med en videoinstallation lavet i samarbejde med Peter Land, har siden begyndelsen af 90'erne udviklet et på én gang anonymt, råt og agressivt udtryk i sine objekter og installationer, der fokuserer både på det moderne menneskes psyke og forholder sig kritisk til de sociale kræfter, der konstituterer vor tids subjekt. Peter Land (DK, f. 1966) stiller i sit kunstneriske arbejde det personlige op mod socialiteten og kredser således om forholdet mellem det offentlige og det private. I sine videoer gennemspiller Land en række personlige traumer og pykologiske konflikter for åben skærm, som ofte balancerer mellem det tragiske og komiske. Indviet i det private og selvudleverende univers efterlades betragteren med en følelse af ubehag bag latteren. Forholdet mellem den offentlige og private sfære indgår også som et element i Annika Lundgrens (S, f. 1964) arbejder, som i sine seneste installationer har belyst den manglende overensstemmelse mellem den private selvforståelse og det offentlige ansigt. Søren Martinsen (DK, f. 1966), der i sine tidligere videoarbejder har benyttet en systematisk øven vold på sin egen krop som materiale for en vedvarende undersøgelse af den iboende voldelighed og destruktion under ethvert systems velfungerende overflade, bidrager til denne udstilling med en række Dreamachines, som med et voldsomt lysflimmer som sit vigtigste virkemiddel forsøger at bringe beskueren ud i en anden bevidsthedstilstand og overskride en institutionaliseret orden. Nikolaj Recke (DK, f. 1969) har i en årrække samarbejdet med de to danske kunstnere Christian Heide og Martin Pingel, men arbejder nu selvstændigt. Recke benytter ofte sin egen krop som materiale i, hvad der kunne karakteriseres som en udforskning af det moderne menneskes personlige konflikter, drifter og valg. Til denne udforskning hører ofte en humoristisk leg med sproget og kroppen, som det er tilfældet i Reckes bidrag til kataloget. Heli Rekula (SF, f. 1963) kredser i sit kunstneriske arbejde om bagsiden af den sociale orden og udforsker størrelser som aggression, magt og vold. Hendes værker udfolder sig som en stadig undersøgelse af, hvordan individet konstitueres i denne sociale orden, og hvordan denne brutale konstitution sætter sine spor på kroppen. Rekulas værk viser ingen udveje, men kan ses som en ekstrem eskalering af øjeblikket, hvor "lorten rammer ventilatoren". Christian Schmidt-Rasmussen (DK, f. 1963) beskriver selv sit samlede værk som "et frontalt angreb på logikken", og hans arbejde kan ses som et forsøg på at undsige sig enhver form for kategorisering, forenkling og repression og nå ud til et felt, hvor tingene viser sig i deres fulde kompleksitet. Med sit sølvpapirsbeklædte rum forsøger Schmidt-Rasmussen i sit bidrag til udstillingen at genskabe det øjeblik, hvor man vågner op i solen, fortumlet og forvirret, og nedbryder dermed enhver form for velkendt struktur og retning. Hans værk kan samlet ses som et anarkistisk angreb på civilisationens og socialisationens terror. Annika Ströms (S, f. 1964) kunstneriske arbejde kan ses som en kontinuerlig undersøgelse af sociale konventioner og moralske tabuer. I en række videoer og objekter blotlægger hun i en humoristisk tone det moderne samfunds dobbeltmoral, dels ved at pege på de iboende drifter i det moderne menneske, som den civiliserede sociale orden ikke vil vedkende sig, dels ved at blotlægge nutidens forudindfattelser. Ström bidrager til denne udstilling med en videoinstallation, der tager sit udgangspunkt i myten om "den kunstneriske krise" og forsøger at blotlægge vor tids opfattelse af krise og forfald. Annelie Wallin (S, f. 1962) arbejder skulpturelt og monumentalt og beskæftiger sig med det mentale tomrum, som udsynets og overblikkets sammenbrud efterlader. I en række værker har hun skabt en følelse af indestængthed og afskærmning, og som hun selv udtaler, forsøger hun at gestalte en vis livsoplevelse. Udstillingens sidste deltager Magnus Wallin (S, f. 1965) har de seneste år beskæftiget sig med volden, voldsomheden og den uprovokerede vold i et forsøg på at nærme sig og forstå nutidens menneske. Volden og det agressive element i Wallins værk afspejler det sen-moderne individs søgen efter og skaben af identitet og afspejler identitetens følsomhed over for kritik og manglen på forbilleder. Wallins arbejde tager således sit udgangspunkt i menneskets stadige ønske om udvikling og sen-modernismens store udviklingspres på individet.
When the Shit Hits the Fan ønsker således ikke at give et entydigt billede af mødet med omverdenen og sammenbruddets øjeblik. Udstillingens kunstnere forholder sig forskelligt til udstillingens oplæg, og det er i spændvidden af tilgangene, at sammenbruddet, det efterfølgende valg og valgets konsekvenser fremstår tydeligst.