Af Anders Michelsen, april 1999 At en institution som Kobberstiksamlingen viser gruppen artnodes værk "100 tegninger" fra hjemmesiden www.artnode.dk kan umiddelbart forekomme som en uskyldig affære. Samlingen har gennem årene været hurtig til at følge nye tendenser og projekter ud fra sit grundlag, kobbertrykket, og i det aktuelle tilfælde kan man endda hævde, at der er en særlig forbindelse mellem artnode og kobbertrykketeknikken, der som bekendt var en de første teknikker til massefremstilling af billeder. Eller for at sige det på en anden måde: At udstille et værk som hidrører fra WWW synliggør nye kunstneriske organisationsformer i det computermedierede netværk og kan umiddelbart antyde, hvad der er ved at ske med kunstens institutioner i en æra på vej bort fra den "Gutenberg Galakse", som fødte bl.a. kobbertrykketeknikken i 1400-tallet. Der ligger i udstillingen af dette værk imidlertid også det mere intrikate forhold at "100 tegninger" er tegnet i hånden efter et elektronisk forlæg på www.artnode.dk, dvs at det "originale", udstillede, værk er en håndfremstillet kopi af andre kunstneres værker, der i sig selv er inkorporeret i et informationsteknologisk system. Dette kunne betragtes efter den tidstypiske formel om kontekst versus værk; man fremstiller et værk som på næsten ekstrem, men alligevel aldeles håndgribelig vis skal henvise til en kontekst, det ikke viser, nemlig WWW, som i det udstillede forekommer helt fraværende og helt overlejret af en anden kontekst. Ingen koder aktiveres i Kobberstiksamlingens tegninger, ingen former springer frem på en skærm og måske, kunne man lidt frækt tilføje, heller ikke megen kunst. Istedet ser man en art teknologisk antropologi, for at parafrasere Joseph Kosuth, en bestemt konceptuel interesse for udveksling mellem nye massemedier som WWW og de overleverede institutioner, som fremstilles ved på skrømt at lægge "hånden i" værket ved hjælp af værker som andre kunstnere har haft "fingrene" i. Hvis projektet har en ironisk undertone, er det imidlertid ikke fordi artnode bevidst tilsigter dette. Artnode har gennem en periode arbejdet med at indføre et nutidskunstnerisk perspektiv på WWW og nu dokumenterer gruppen sin egen aktivitet. Ironien gælder først og fremmest den udbredte (og vedholdende) teknologifobi, som udstilles i den klassiske moderne æstetikfilosofi fra Theodor Adorno over Martin Heidegger til Maurice Merleau-Ponty og Clement Greenberg og frem til 80ernes vilde maleri og en hel del af nutidens installationskunst. Man kunne påstå, at "100 tegninger" som kunstværk overtager teknologiens rolle i Martin Heideggers berømte teknologikritik "Die Frage nach der Technik". Istedet for at imødegå teknologiens list gennem omsorg for "værens" sandhed, forvandles kunsten til indbegrebet af teknikkens forstillelse af væren, Gestell, som listigt fremviser sig som et perspektiv for Kobberstikssamlingens logik ved at udstille håndfremstillede kopier af elektroniske massegestalter. "100 tegninger" præsenterer en kulturel refleksivitet i forhold til de nye teknologier, der distancerer sig fra den overleverede teknologifobi i kunsten på to måder. Først fremkommer en særlig "transæstetik", hvor de kopierede billeder breder sig som en særlig virulent topologi over institutionens topografi: "et rent spil med tilfældige regler, et katastrofespil", som filosoffen Jean Baudrillard skriver om transæstetikken i kunsten i slutningen af 80erne. Men denne umiddelbare manifestation af simulakrenes "præcession" træder snart i baggrunden som en slags nødvendig "efter-form" for et refleksivt spil med kunst, institution, teknologi og medie. Artnode forsøger at gøre opmærksom på hvor intrikat de nye medier og informationsteknologien allerede fungerer; man kan betragte "100 tegninger" som et slag i et ikke nærmere defineret spil, som fremkommer ved en skalatransformation mellem to diskurser, to verdener, to materialiteter, om man vil, den massemediale informationsteknologis elektroniske topologi og den traditionelle institutions topografi. De deltagende kunstnere - de hvis værker er kopieret - må altså finde sig i en ironisk manipulation, som fratager dem ethvert krav på at blive taget alvorligt, men samtidig, kunne man sige, bliver de del af et større spil som angår kunstens betingelser ved afslutningen på Gutenberg Galaksen. Og det måtte de iøvrigt vente sig, når de indlogerede sig på Artnodes hjemmeside. "100 tegninger"er en modellisering af forholdet mellem informationsteknologi og overleverede kunstinstitutioner og denne modellisering finder sit stof i hvad der står til rådighed, ganske som enhver anden visualisering. Kunstneren Peter Weibel mener, at man i interaktiv mediekunst baseret på virtual reality teknologien finder et udkast til en ny "endofysisk" modeldannelse i et teknisk system, som står overfor den tilvante "exoverden", vi som betragterfigur ikke kan distancere os fra, fordi vi altid vil "betragte" fra en position "internt" i exoverdenen. Informationsteknologien kan betragtes efter principperne i 2-ordens kybernetikkens "observing system"-begreb, hvor menneske-maskine forholdet indplacerer betragteren som dynamisk "2-ordens" komponent i systemet, der på denne måde kan ses "udefra", som model. Weibel skriver: "Medierne fremstiller i deres helhed menneskets forsøg på inde fra sit univers at simulere et udbrud fra universet. Medieverdenerne er menneske-frembragte kunstverdener og modelverdener, der for første gang viser mennesket, at det kun er en intern betragter i verden, men at det i medieverdenerne både kan være intern og ekstern betragter." Artnodes udstilling af et antal blyantstegninger er selvfølgelig ikke et virtuall reality system, men alligevel kan det begribes som en art modellisering af en skalatransformation, som gruppen genererer ved at etablere en udveksling mellem et teknisk system og en overleveret institution. "100 tegninger" "modelliserer" denne udveksling, ikke som en Weibelsk endoverden, men som en pragmatisk akt, som en konceptuel model in vivo og in situ, som vi konceptuelt kan "betragte udefra" og som lader os stille et spørgsmål om, hvordan verden forankres i teknologiske konstruktioner og de teknologiske konstruktioner forankres i verden; hvordan den fænomenologiske verden, som stadig er vores forudsætning konfronteres med et teknologisk perspektiv. Måske kan man begribe gruppens værk i henhold til det problem som opstår i avanceret nutidig flydesign af "fly-by-wire" systemer, som pludselig genererer et massivt perturberende feedback i forhold til pilotens manøvrer, hvilket kan medføre at flyet blive helt uhåndterligt og f.eks. laver saltomortaler eller ruller henad landingsbanen som en bold, som man kunne se i testflyvningerne af det svenske kampfly Gripen for nogen år siden. Pilotens kropligt forankrede operationer er ikke kalibreret til informationsteknologiens effekter, små greb i styrepinden medfører voldsomme reaktioner fra det elektroniske styresystem og resten af flykonstruktionen, hvilket medfører flere greb i pinden og flere reaktioner, et feedback med katastrofale konsekvenser. Flyet har med informationsteknologien fået en teknologisk frembragt virtuel dimension, der med eet befinder sig i en voldsom udveksling med pilotens fænomenologiske dimension. Teknologien kan ikke frigøre sig fra fænomenologien og omvendt og dette skæbnesvangre bånd dikterer, at både teknologi og fænomenologi forulykker. For at imødegå dette har designerne indlagt filtre i systemet, som skal dæmpe effekterne af et evt feedback mellem pilot og styresystem, med andre ord stabilisere hvad man kunne kalde en skalatransformation mellem teknologi og fænomenologi, og i videre forstand mellem teknologi som systemisk forudsætning og verden, som den møder teknologien ... måske kan Artnodes værk på Kobberstiksamlingen betragtes efter en sådan devise ...   Anders Michelsen er Ph.D.-stipendiat ved Institut for Litteraturvidenskab, Københavns Universitet med projektet "Cyberspace - Et moderne Kulturterræn". Har på det seneste udgivet (s.m. Ida Engholm) Designmaskinen. Design af den moderne verden, Gyldendal 1999. Advisory editor for det spansk/engelske kunst og kulturtidsskrift Atlantica Internacional Revista de las Artes, CAAM Gran Canaria.