Helt ensom, som om jeg altid har været det. Som om intet vil forandres. Jeg kan mærke, at jeg altid har været den samme person. Som om det var min vane at sidde her lørdag aften. Jeg leger fraværende med mit barn. Jeg forstår ikke at jeg hører sammen med noget. Selvfølgelig ved jeg at jeg hører sammen med mit barn. Men tiden har vi dekonstrueret og vanerne dør i mine arme, når jeg gentager alt for mange ting uden grund. Jeg har mistet så meget, men måske har jeg ikke turde miste nok? Jeg tænker og tænker og denne skriven får mig til at føle mig lidt bedre, lidt tættere på en forståelse; formuleringen giver mig ro, indtil en ny og uset tomhed rammer mig. Kommer den fra mig selv eller fra den verden, vi har konstrueret og instruerer os selv i? Er sygdommen psyko-biologisk, eller også en psykosocial effekt? Og hvis den er et kemisk spørgsmål, hvad konstituerer det så i os. Hvorfor hører vi ikke sammen med os selv? Hvorfor er vi dømt til at gentage os selv, som om følelserne er brudstykker af et større ornament, vi må repeterer: Vi gentager vores fortid - de dødes bedrifter. Vanerne lever stivnede i vores sind.