EDITOR'S NOTE:

The following text was written for the INTERZONE project arranged by the art historian Mikkel Bolt Rasmussen, Århus/DK. INTERZONE is a project attempting to create a space where ideological, artistic, philosophical and political juxtapositions meet. The project can materialize as texts, shows, seminares etc. The first leg of the project will be published in the magazine for art historical research PASSEPARTOUT No. 7, September 1996. The issue will solely be dedicated to works on contextual art. Other contributors are Søren Martinsen, Annika Ström, Jan Bäcklund, Christine Melchiors, Carsten Juhl etc.

The text is written in Danish - so our non­Scandinavian visitors can't read it, sorry.

Mads Ranch Kornum:

REDOUBT

- om erkendelsesproceduren kunst i nyhistorisk opstilling

Denne text er sammenskrevet af forskellige notater jeg har foretaget gennem 1995 - derfor dens gestalt der ikke er en konfiguration sat indi/indmod kontexten, men momenter af et erkendelsesforløb der bevæger sig henover figurerne virkelighed, kunst, værk, samfund. (Skift i tempo, tematisering, terminologi forekommer deraf.)

1: Realitet - Kunst

Mens den oprindelige konceptkunst bestræber sig på at åbne et sandhedsfelt der er autentisk benytter den nye variant sig af et simulatorisk. Det simulerede sandhedsfelt er ikke en sandhedsfelts­simulation, men en model der investeres af et ikke-autentisk, kontingent subjekt. Det er ikke sandheden der fornægtes, ej heller subjektet, men subjektets identitet som idealitet som sammehed (alias det centrerede in-dividuum).

Med afstikningen af sandhedsfeltets mådeformer som autentisk versus simulatorisk er &så en anden modstilling synliggjort, det fortløbende snits - altså en modernistisk taktik overfor en eftermodernistisk. En nødvendig bestemmelse skal indskydes her: det eftermoderne er ikke den nomadisme det er blevet karakteriseret som.

Den vagante tænkning er modernitetens lukning, en søgen efter det posthumt humane i politikkens, videnskabens, kunstens & kærlighedens sandhedsfelter. Tværtimod er det eftermoderne beboelig modernitet, karakteriseret ved både kontingens - & evnen til udvikling af egen­tradition.

Hvis som Horkheimer & Adorno mener kunsten har haft som ambition at kommunikere uden at publikum skulle arbejde for at fange informationen - altså hvis kunsten har villet været en konkret repræsentation af utopien, frihedens rige hvor arbejdet (som byrde) ikke findes -, så er det en ambition der ikke længere er ene gyldig. Kunsten har nu former som kræver arbejde af publikum - for at besinde tilskueren på en anden frihed end den borgerlige­socialspektakulære centrerede­ subjektautonomi som synes at have ligget i kim occidentalt allerede i antikken & som formår at hænge ved et samfundslegeme der transformeres uafladeligt af en ugennemsigtig kapital.

Den utopi som kunsten (hvis man stadig vil benytte disse gloser) repræsenterer konkret er frihedens rige RUMMENDE nødvendighedens rige (arbejdet som byrde). Der er intet transhistorisk centeret­subjekt som kan løsrives fra den occidentale ontoteologiske ideologi selvom alle de trætte filosoffer­efter­ Nietzsche (& Freud, Marx, Heidegger, Derrida &c.) så gerne vil. En historisk ditto kan det (Badiou) & det er en sådant der opererer i den nye slidsomt­ forståelige kunst (med et ligeledes historie­immanent autonomt modtagersubjekt for enden af processen).

·

Er 1980ernes kunst karakteriseret ved en stresset lancering af 'neo­ismer' med institutioner som modtageradresse antager 90erne karakter af en spredthed i stilistiske modaliteter (&så i den enkelte kunstners praxis), igen: ikke vandrende, men i forskellige valg­traditioner. Når et kunstnerindivid skifter medium eller stilistik er det næppe i et akut anfald af smartness - som det så ofte påstås af mere 'naturgroede' kunstnere & kritikere - eller teoriforlæsthed - som påstået af mere intellektuelle gemytter der er blevet teoritrætte -, men bøjninger & forskubninger indenfor en emnekreds.

En ofte brugt kategori er den simple aktion eller performance udført direkte i inter-aktion mellem kunstner & publikum &/eller dokumenteret på video. Betoningen i værket ligger netop på simpeltheden - der underspiller den nutidige kunsts fundamentale, uundgåelige komplexitet ved pragmatisk "at trække sig tilbage" til et subjekt der kommunikerer direkte (ihvertfald tilsyneladende). Men dette subjekt er - trods sine anråbninger af uforfalsket problembearbejdning - i sit eget væsen komplext & svævende.

Dog er det ikke narcissismens minimaliserede selv der kan benyttes som forklaringsmodel herfor. Subjektet i den simple aktion er ikke en svækket, men en anfægtet identitet. Anfægtetheden gælder både kunstneren som kunstner & som individ. Simpeltheden lagt over anfægtetheden er et generelt fænomen - blot i kunsten mere entydigt trukket op (over en fordoblet anfægtethed, både kunstens & individets).

Ligeledes er en hvis træthed overfor installationens form tydelig - eller måske skal man snarere sige: at installationerne bærer en træthed over sigselv internt. Uden at en genoptagning af fx objektkunsten eller for den sags skyld maleri & skulptur formår at fremtræde særligt selvsikkert (faktisk mangler der næsten totalt skulptur & maleri der bevæger sig i en diskution der er yngre end midt80ernes). Installationens træthed kan antage flere former: almindelig pauverhed i materialevalg & ­bearbejdning, løftning af fx teenage metaforik eller gænskt billedmateriale fra underbevidsthedsarbejdet, en alment løsagtig fordeling af værkelementer i rummet. Den derved foretagne rumlige åbning tematiserer sin egen­politiske opløsning.

Hvad man her møder er en forståelse af at den kunst der explicit formulerer sin tyngethed af egen kontext sammensnører sin kommunikation - & oftest afvisning af at benytte denne mådeform. Bestræbelsen er gerne istedet at interaktionen mellem kunstner (& eventuel indrulleret deltager) & publikum skal være aktiv udvexling. Dette værkmedium er selvfølgeligt ikke nyt, men til forskel for tidligere tiders udgave uden den umiddelbart ideologiske endemåls­ramme.

Denne mangel på finalitets­tænkning i den æstetiske erkendelse er udviklet i & videreført fra 80ernes bombastiske postmodernisme, dog uden dennes reaktive-ringer af institutionelt & økonomisk let opsugelige - populære før­ & førstemodernistiske - stilistikker. Den distancerede parafrase er således næsten forsvundet. Hvilket er sympatisk nok i den perspektivering at dermed er den forråede ironisering sløjfet; men det er mere foruroligende at forståelsen af simulationens brug-barhed i praxissen synes at være forsvundet i samme udviskning for nogle kunstnere - en ny expressivitet, det "postkonceptuelle"s naive kunst.

I forlængelse af ideologiseringens forskubbelse ligger også pragmatiseringen af kunstnermiljøet som socaliseringssfære. Således er fordelingen af kunstnere med forskellige fremgangsmåder i medie­ & strategivalg ikke bundet til særlige udstillingssteder.

·

Den kbh.ske kunst der er blevet produceret indenfor de sidste 5 år af unge kunstnere i medier som installation, video, aktioner etc. har lejret sig langs en tangent der står udspændt mellem (som ét yderpunkt) den kunst der er kommunikation uden rest & (modstillet) den kunst der har work in progress karakter. Altså en statement­produktion - indimellem uvenligt kaldet baby­konceptualisme - & en i­diskurs­sættelse - ikke mindre uvenligt kaldet autist­konceptualisme -.

At opstille en sådan model er selvfølgeligt en generalisering, men alligevel - når man oplever værker der ikke indplacerer sig heri har man fornemmelsen af en kunst der ikke kan komme ned på benene. Værkerne har en svæven & bleghed over sig - en lyrisme. Maleriet, skulpturen & de andre gænske kunstmedier har mulighed for (ligmed konvention for) en sådan patetik, men de efter­senmoderne medier har en anden, mere sky, indirekte udvexling af emotionalitet. Simulationen af teenage talebesvær, kommunikation med folket, universitært pedanteri eller hvad ellers der kan pirre kunstproduktionsevnen er metaplanet eller omvejen der kan afsætte (næsten­'imod­sigselv') spor af den 'umiddelbare anskuelse', 'interesseløse begæren' eller hvad man ellers kan finde på af i­glose­sættelser af det der er kunstens drejningspunkt.

Inspirationen bag disse produktioner er hentet fra kunst & teoridannelser der gen­ tematiserer kritisk filosofi (oprindelig psykoanalyse, marxisme, filosofisk hermeneutik - altså en textudlægning benyttet på sociale & psykiske fænomener sat i abstraktion som aflæselig skrift -, Frankfurterskole - en sociologisk­ filosofisk retning der løfter elementer fra de forskellige ovennævnte ansatser - & sprogfilosofi).

Den britiske kunstnerduo Dinos & Jake Chapman bestræber sig explicit på at undslippe dette rum som de oplever som værende konformt, en "parti­linje". I texten der udgør et element i værket Fuckface hedder det blandt andet:

"Vi er aristokrater, under belejring af vores feudale ophav. Det udpenslede løfte i vores fraværende, men fuldt­tonende letraset ærer tidligere generationers døde (og deres dårlige samvittighed), en erindren af mislyden mellem koncept og billede.Vores diskurs tilbyder en godgørende vilkårlighed af koncepter, en diskurs af et ophørsudsalgs efterladenskaber, et rationalistisk arnested for sobre kategorier. [...] Vi har altid­allerede været funktioner af en diskurs; med andre ord: vores subjektivitet (vores arbejde) behøver professionel fortolkning, vores mentale ophidselse kræver grænseløs ekspressivitet, vores kontraktuelle teleologi demonstrerer vores tjenestevillighed overfor et kulturens klimaks der aldrig vil kunne opnåes. Fremtiden forbliver ekskluderet. Men nogle gange, på trods af værkets frihed, fantaserer vi om frigørelse væk fra denne liberale forfatning, ind i en supersværvægts, alle­kneb­gælder, alt­omfattende mudderbrydnings­ division, en skatologisk æstetik for visuelt blaserede.

Vi er kunstnere 1994

Dinos og Jake Chapman"

- & fra manifestet Blod, Lort og Sæd: Et Studie i Uendelig Bevægelse:

"Jeg træder frem og giver det følgende som et religiøst personligt og rensende dokument, jeg vil gnide salt ind i dit mindreværdskomplex, give dit ego et par flade, grave dine øjne ud af deres huler og pisse i de tomme huller - give dig hvad du aldrig har fået: en sandt­real erfaring."

Vi har vist alle fattet nu at Chapman­brødrene forsøger en æstetisk terrorisme & at nå frem til en intimitet med tingene, det reale register. "Vi er indfanget i det truende nærvær af termer som godt og ondt og disses etik. Folk som Bataille foreslår en afskyelighedens religion som hverken er god eller ond, men som absolut er religiøs."

Netop i deres henvisning til Georges Batailles tænkning ligger afvisningen af at benytte en genmobilisering af den gænske surrealisme. Batailles 'lavt­heterogene' surrealisme bestræber sig ikke på at indrullere drømmelivet i en helhed med det bevidste & sociale liv - hvilket var Breton & co.s målsætning -, men tværtimod at generere drømmeløs søvn, latter & ordløshed som absolut andethed & brud i sprogets, bevidsthedens & den sociale ordens kontinuum. Overfor nyttiggørelsens & fællesskabets 'økonomi' ("holden hus med éns midler") altså fornuftens hieraki-seringer (logosets tyranni, det patriarkalskes tyranni, phallosens tyranni, den generelle ækvivalents - dvs pengenes - tyranni) som både Platon, kirkefædrene & Breton vælger ser Bataille det ikke­positive utopiske, det nonproduktive forbrug af tænkning, følelse, liv.

Jeg er nu ikke uden videre overbevist om det grænseoverskridende & suveræne potentiale heri der postuleres. At droppe de evindelige demonstrationer af kunst-værkets textkarakter & simulerede agerende ophæver ikke disse uendelige forskydninger uden autarkisk ophav - man kan selvfølgeligt mene at man kan komme ud på den anden side af alle disse skinbilleder & her finde et frirum (hvilket jeg ikke uden videre vil afvise muligheden af).

·

2: Projekt - Samfund

For mig som billedkunstner født i 1960erne og uddannet i 90erne er det væsentligste emne vedrørende min metier ikke hverken nutidens kunst eller kunstens fremtid, men samtidens fortidighed. I 1960erne sætter et brud ind med fluxus, minimal & concept art - jeg er født i denne periode, og dens epokale emotioner og resultater er bagland for min kunst og udsyn. Med en hvis sarkasme kan jeg konstatere at min samtid har sit bagland i 1930ernes kulturradikalisme og den humanisme som blev lanceret dengang som modvægt til positivismen.

Anakronismen blev synliggjort tydeligt i de forskellige offentlige polemikker for eller imod musealiseringen af disse kunstmedier gennem 1995. Diskussionen gælder ikke det egentlige: hvordan dokumenterer & vedligeholder man en kunst der stofligt ofte er extremt skrøbelig & som af ånd søger afvikling af hierarkisering.

Nej, emnet er stadigvæk hvorvidt kunst der ikke er 'mesterværker' skal på museum. Det er givetvis muligt at opnå en stor grad af konsensus om, hvad der er & ikke er god kunst. Men der findes ikke 'mesterværker', & der findes ikke kunstmestre der hæver sig selv ud af historien kun efterladende sig disse værker, som vi andre almindelige dødelig bør hæge om i en ellers profan verden.

Reelt har kunstnerne haft denne horisont i over 30 år - maleriet og skulpturen opretholdes kun som primære medier pga efterspørgsel. Disse medier kan selvfølgeligt aftvinges nogle betydninger i deres egenskab af at være fossiler, men hvor meget kynisk produceret skidt sendes ikke i omløb årligt. Tilsyneladende er jo ingen ende på den institutionelle appetit for udsmykninger af skoler, plejehjem, rådhuse. Disse bygninger & deres omgivende areal bliver syltet ind i en lage af kunstværker der camouflerer stempelarkitekturens misere.

Og dog - på det seneste har man erfaret i pressen at landets amter & kommuner er ved at løbe tør for plads i bybilledet til mere kunst­som­grødomslag. En vandrehistorie om det hollandske experiment i velfærdsperioden med at sikre alle kunstnere (& det der ligner) en fast indtægt ved regelmæssige værkopkøb beretter, at lag-rene der blev bygget til at rumme denne syndflod af nyerhvervelser blev bevidst (men uudtalt) konstrueret som fugtplagede huler hvor værkerne kunne formulde hurtigst muligt - ideen er hermed videregivet til danske myndigheder med lignende problemer -. (Forøvrigt er her jo endnu et argument for den værk­stynede kunst. Nå, spøg til side.)

·

1960ernes komsumsamfund udgjorde ikke kun den økologiske katastrofe som den italienske forfatter & filmmager Pier Paolo Pasolini kaldte 'sankthans­ormenes forsvinden', men &så den nationale & transnationale kulturhomogenisering der udglattede de lokale kulturkarakteristika til fossiler med kun folkloristisk appeal. De små verdsligt­sakralt selvlysende insekter & konservative lokalsamfund forsvandt, erstattet med en forbrugerisme­moral der kvalte den marxistiske, men &så kristne Pier Paolos frihedshåb.

Den nedfrosne statskommunistiske østblok bidrog ikke kun til teknologiens amokløb, men også til tømningen af emancipations­filosofiens resultater. Samtidig udhuledes i Vest det liberale demokratis oprindeligt libertære grundlag. Dette er selvfølgeligheder for den historisk vidende, men nævnes for at afstikke det med disse fakta forbundne mentale rum. Der kan produceres megen sniksnak om generationer & zeitgeister, men en hvis synkronicitet kan ikke benægtes.

Politisk har Danmark ligesom resten af Vesten siden 80ernes begyndelse stræbt efter at ligne bedsteforældre­generationen mest muligt: Gennemsnitlig, spar- sommelig, hårdtarbejdende, udgrænsende 'uarbejdsdygtige' samfundsgrupper. Lagusterhæks­liberalisme i en verdensøkonomi der er langt hinsidens den frie konkurrences kapitalisme. Det postkommunistiske Øst søger at koble sig på denne socialitet, men uden begejstring. Der er vel næppe heller noget at begejstres over.

Men den epokale rewind standser ikke dermed: Endnu mere mareridtsagtigt er reaktiveringerne af 1930ernes politiske helvedesmaskineri - en genopvågnen af historiske chimærer, &så idag ganske som dengang uden en egentlig potent modteori & ­praxis. Den spanske kulturfilosof José Ortega y Gasset definerede de daværende europæiske totalitaristiske regimer som "hyperdemokratier", hvilket vil sige massefolkestyrenes villige opslutning bag en charismatisk enehersker.

Mens disse hegemonier i deres ideologiske opbygningsfase foretog en buebevægelse over syndikalisme/socialisme til nationalisme/autoritarisme - fra Sorels volds-my(s)tik & bolsjevismens jakobinisme til det nietzscheanske overmenneskeideal læst gennem Wagners "nationale socialisme" - er nye hyper­ eller skal man sige transdemokratiske konstellationer blevet mulige. (Det extreme højres bureaukratisme der egentlig var af overmodnet­fordærvet hegeliansk­ nationalliberal ånd borteroderede som socialsegment under konsumismen. Derimod blev emancipationspolitikkens teori & dens producenter spektakulariseret af forbrugerismen - til end- nu en mærkevare, altså hvad man kuldslået sarkastisk kan kalde kapitalens æstetisering-af-emancipationspolitikken.)

- Således formår nu den keynesk eller leninsk udtænkte bureaukrat/teknokrat- ledede samfundsfiguration - som man hidtil har kunnet indplacere historisk som en parlamentarisk­centralistisk eller venstreautoritær entitet - at fusionere med småborgerligt­rebelsk magtbasis - tidligere en højreautoritær entitet -.

·

Betænkningen af et sækulariseret, om­sigselv­foldet samfundslegeme der ikke opæder hverken sine indvånere eller omverden & en metodologi for politisk praxis der kan bidrage til en realisering af et sådant system må hente inspiration fra en bred vifte af uensartede teoriansatser, ofte af heterodox & historisk isoleret status.

Demokratismens økonomi er konstitutioneret som mangeløkonomi - som alle andre styreformer i historien også er & har været -, et samfund med magre resourcer i forhold til indbyggerantallet. At den senkapitalistiske økonomi har overvundet denne sin konstitutionering - at (med andre ord) økonomien har sprængt sin fæstnelse til naturens karskhed, i en autonom & automatiseret produktionsrus - bryder ikke konstitutionens træge inderliggørelse. Vi har ikke opnået en overflodsøkonomi. En overflodsøkonomi er ikke identisk med en økologisk, ej heller socialisations- & socialitetsmæssig katastrofal udpinings- økonomi.

Det økonomiske er aldrig alene det snævert økonomiske, men altid det generelle - det økonomiske gælder det interpretative, & interpretationen er det generelle. Interpretation er væren­i­verden. & interpretation er hverken situationeret i individ eller socialitet (forholdet er vice versa). Det overflodsøkonomiske - som er mit forslag, min eutopiske forestilling - er altså interpretationsøkonomisk overflod, ikke triviel kvantitativ social­psykosomatisk­mental­individuel forøgelse.

& det er min påstand eller måske kun fantasme at kunsten er, kan være, skal være - for overhovedet at være - det interpretationsmæssigt overflodsøkonomiskes nonspecialiserede forum, den holomane sandhedsprocedure per se. Jeg opfatter altså kunsten med dyb alvor - deraf følger jo selvfølgeligt ethvert seriøst engagements uafvendelige mulighed for at snuble i sit credo, sit crux, i den nærmest "uafhængigt­motoriske" selvlatterliggørelse. Men Don Quijotteriets problematik foretrækker jeg absolut fremfor den sterile flaneren, i min egen praxis & andres. & selv højpandede alvorsmænd kan have udviklet en hvis evne til at more sig over deres egen ufrivillige exsistentielle komik.

·

At der ikke er realt­exsisterende alternativpraxisser som man kan slutte op om som front skyldes ikke kun kapital­spektaklets evne til indoptagelse af modkulturen, men &så at Dogmatikken, Kodexet, Bogen er blevet synlige som humanistiske re-kvisitter, dvs - jfr. Althusser - som (snæver­)"økonomisme"­ camouflerende ideologemer. Derfor må man skrive sig frem mod nybetænkningen af de frie fællesskabers samfund & den åbne generel­økonomi i negerende stikord.

Dermed: Sæt ingen kønsessentialisme; afkod kønnet som konstruktion, social & exsistentiel & ikke natural & essentiel, ja! men forfald heller ikke til en totalt relativistisk aflæsning af kønskodningen som simulatorisk eller semiotisk­ afgivende­semantisk­præsens (vedr. feministisk­inspireret ideproduktion) ... Skab ingen ny substantialisme, en ny samfundsextern axis (vedr. økologismen) ... Aflæg den - &så såkaldt 'omsatte' - kapitalistiske ethos (vedr. marxistisk­afledt tænkning) ... Slip den banale inversion af Magtens figur (vedr. anarkismen) ... Drop Magt­generaliseringen for ikke alle alternativ­kræfter åbnes af Magten; ikke alle alternativkræfter &så selvom de eer åbnede af Magten danner mod­ Magt (vedr. Foucaults sene teoriansats) ... Tyd ikke den postkolonialistiske indvandring fra Tredje Verden & 2.­3.­x. generationsindvandreres præsens i Vesten som et underpriviligeret­&­dermed­homogeniseret segment der kan antage historisk­subjektal pondus som antagonist modstillet et strukturelt racistisk samfunds­ & kultur-system; tænkningen af dette felt er i god tro givet utallige forkortninger, men den deraf opståede forplumring er ligeså fordummende som vores opponenters (vedr. multikulturalistisk teoridannelse) ... ... ...

··

APPENDIX

Efterfølgende text om kunsten & dens objekt & værk i elektroniske medier & cyber-space blev skrevet til internet­galleri/magasinet artsp@ce copenhagen hvorfor det er formuleret på (noget der skal ligne) engelsk. Det deklamatoriske toneleje synes at formå at snige sig ind ligegyldigt hvad når man har (nogenlunde) nye medier som emne - "frontier pathos" -.

Access as Commodity

In The Author as Producer Walter Benjamin writes: "His [that is, the author­as­ producer's] work will never be merely work on products but always, at the same time, on the means of production." Well, the Millenarianism of Benjamin's Marxism is an anachronism by now, but the problems af the adequacy of the author's work & the production means are still unsolved.

We are authors of pictorial art, but working with & in a medium which dissolves the physis af pictorial art. Without any euforic Utopianism we regard the Internet simply as a medium for communication. Its only real potential is as a space for art to avoid being objects & to be a practice instead.

The art work has to be a commodity of commerce to be distinctively an object. Is art not a commodity it cannot be fetichized, can art not be fetichized it cannot distinctively be art (in other words, it becomes a process). Even the meta­objects of action & installation art are still possible commodity objects, a residue of fetichization is still lingering in these.

But like any other information piece here the art work is not the commodity in the cyberspace of telecommunication technology. To enter cyberspace you have to buy yourself access.

This access service as commodity of commerce is merchandice as pure exchange value. Even with teletechnologies as faxing, interactive TV & CD­ROMs the service commodity remains being the book merchandice, the access to pay libraries, the telephone communication or the mail, & the TV programme, id est, the information transport incarnated in vehicles for exchange & use value.

But the spatiality of cyberspace is different, it is a terrain of information use value. "A set of transformations of all sorts (in particular, techno­scientifico­ economico­media) exceeds both the traditional givens of the Marxist discourse and those of the liberal discourse opposed to it. Even if we have inherited some essential resources for projecting their analysis, we must first recognize that these mutations perturb the onto­theological schemas or the philosophies of technics as such." (Jacques Derrida: Specters of Marx)

···

NOTE

Den engelske glose redoubt benyttet som titel kan læses ikke kun som verbet 'gen-betvivl' - men også tydes som substantivet 'redoute' med betydningen midlertidig befæstning, foreløbig forskansning uden flanker.

Sammenskrevet december

POST SCRIPTUM

Nu, april 1996, lader Bosnien til at være ovre borgerkrigen. En regionen påtvungen fred - med deraf følgende udviklingsmuligheder for dysforisering af interventionisterne - er foreløbigt holdbar. Jeg skal ikke elaborere herpå, men blot lufte min antagelse at den muslimske folkegruppe - den eneste sådanne ikke på grænsen af, men klart inde i Europa - må kulturelt sulte efter kontemporær kunst, telekommunikation, infoteknologi &c. der kan bidrage til 'tokyoficering- en' af Sarajevo: En hi tech & - sociologisk set - postmoderne hovedstad er nødvendig for at bibeholde ihvertfald fragmenter af & forhåbentlig udvikle den sækulariseret islamiske kultur & multikulturalismen her.

····

BIBLIOGRAFI

Antologi (red. Nina Felshin): But is it Art? The Spirit of Art as Activism
Max Horkheimer & Theodor W. Adorno: Oplysningens Dialektik
I.N. Kjær & Jørgen Michaelsen (v. Kristine Kern): 3 Samtaler (om Kunst)
Louis Althusser: Filosofi från Proletär Klass­standpunkt [overs. t. sv.]
ditto: Opgør med Stalinismen
Alain Badiou: Manifest for Filosofien
Georges Bataille: Theory of Religion [overs. t. eng.]
Walter Benjamin: Reflections [overs. t. eng.]
Mark Dery: Escape Velocity ­ Cyberculture at the End of the Century
Angela Davis: Angela Davis
Guy Debord: Skuespilsamfundet
Jacques Derrida: Om Grammatologi 
ditto: Specters of Marx [overs. t. eng.]
Michel Foucault: Politics, Philosophy, Culture: Interviews and Other Writings 1977 ­ 1984 [overs. t. eng.]
Carsten Bo Juhl: Den Æstetiske Fordring
Christopher Lasch: Narcissismens Kultur
Friedrich Nietzsche: Afgudernes Ragnarok
Kasper Nefer Olsen: Stoffets Genkomst
José Ortega y Gasset: Massernes Oprør
Pier Paolo Pasolini: Vredens År
ditto: Pasolini on Pasolini [overs. t. eng. - interviewportræt v. Oswald Stack]
Paul Ricur: Sprogfilosofi
ditto: Filosofiens Kilder
Hans­Jørgen Schanz: Karl Marx i Tilbageblik Efter Murens Fald
Lars­Henrik Schmidt: Socialisationskritik og Politisk Praksis
Max Stirner: Den Eneste og Hans Ejendom
Jeff Wall: Dan Graham's Kammerspiel

Text on Art >>