Tine Borg

K.K.: Du arbejder med skulptur?

T.B.: Ja, mit første 3-dimensionelle arbejde var "Det blå træ" i Charlottenlund Skov. Om foråret, lige da bøgen sprang ud, blev et 22 meter højt bøgetræ bemalet. Alt var ultramarinblåt på nær de grønne blade. Træet lyste i skoven.

At tage udgangspunkt i et fænomen, der allerede eksisterer i verdenen, og så ændre dets almindelige betydning og fremtræden, er et greb, der siden har optaget mig. Som tiden er gået, er der kommet en mere snæver forbindelse mellem betydning og rum i mit arbejde.

Dine senere, mere "klassiske" værker, som f.eks. "Return to base", "Et afklædnings ophæng" og "Et nedstyrtningskammer" kunne jeg godt tænke mig at høre lidt mere om.

Du mener klassisk i den forstand, at "Det blå træ" var en ready-made plus bearbejdning - en slags appropriationskunst, mens de tre værker du her referer til, er bearbejdninger fra grunden i materialet træ?

Ja.

Aha... jeg fremmaner een af skulpturerne. Det bliver "Et Afklædnings Ophæng"; i en kasse (et skab) er ophængt en seriel struktur, en perlekæde. To kam-agtige forme er indsat i kæden omkring fem af perlerne, der for tilskueren danner et opmærkomhedsfelt, et specielt fremhævet sted, som øjet fanger. På indersiden af skabet er der et foto af en abe, der betragter samme opmærksomhedsfelt. Der er her etableret to forskellige perspektiver på perlekæden. For tilskueren sker der en ombytning af perspektivet via opmærksomhedsfeltet. Først etableres et forhold mellem tilskuer (subjekt) og opmærksomhedsfeltet, som er det område i skulpturen, hvor man indtræder. Men snart vil man anskue abe/opmærksomhedsfelt-relationen. Tilskueren bliver selv abe (der før var objekt i skulpturen). Der sker en bevægelse, hvor tilskueren pendler mellem to rum - mellem på den ene side at være tilskueren som iagttager (værende Homo Sapiens) og på den anden side at være Homonoiden, som iagttager samme punkt (fotoet er ikke selve aben, men repræsenterer ideen om abe).

Der er tale om et vældigt historisk-biologisk spænd af tid, der er en genetisk hukommelse i skulpturens spænding. Som øgenavn kaldte jeg den "Missing Link".

Kunne du fortælle mere om din interesse for synsoplevelsen, blikket ?

Jeg elsker skulptur. Skulpturens force er, at den gennem sin plastiske tyngde er en krop, der tager imod min egen krop og fører mit "indre øje" rundt i skulpturen. Den gør med mig, hvad den vil via rytme, bevægelse og rum, hvis jeg stiller mig i skulpturens indgang og lader skulpturen omfatte mig.

I de tre værker jeg nævnte tidligere, er det som om, der forekommer en transport af former, og dermed af betydning, mellem disse værker. F.eks. går den forstørrede perlekæde igen i alle tre værker.

Den forstørrede kæde er som barnelegetøj. Jeg legede med perlekædens elementer, som var det træklodser. Jeg legede med klodserne i en uskyldig tilstand indtil det punkt, hvor jeg fandt ud af, hvad klodserne var, hvad de i virkeligheden handlede om. Jeg udsatte legetøjet for regler og "modstandselementer", der kunne afmontere uskyldigheden, for så at iagttage, hvordan det uskyldige gen-afmonterede modstandselementerne. Som jeg allerede har antydet, tager mine arbejder udgangspunkt i allerede eksisterende fænomener, i typer vi omgiver os med i livsverdenen; jeg bruger kam-agtige former, store perler, billeder af konkrete fænomener o.s.v. Ved at placere dem i en sammenhæng, hvor de korslutter hinandens almindelige betydning i verden, går typerne over deres egne bredder. Eller man kan sige det på en anden måde; jeg vil gerne have tilskueren til at støde på et "meningskollaps", der får vedkommende til at transformere værkets umiddelbare verdslige mening til en abstrakt betydning, der kan have med det psykologisk påtrængende, med det spændingsfyldte at gøre.

Hvad så med din brug af dyr? I "Et afklædningsophæng" forekommer et billede af en abe og i "Boremaskine" et af en hund?

Ved du hvad, der er tale om semantiske dyreforsøg i rum.

I udstillingen "Boremaskine" på Max Mundus arbejder du med readymades-genstande, der allerede er decideret tilstede i verden.

Ja, fremgangsmåden var her iøvrigt den samme som i "Det blå træ"; readymade plus bearbejdning. Grunden til dette readymade-valg var, at jeg ved min foregående udstilling i "Lageret", Kunstforeningen, hvor jeg viste "Et nedstyrtningskammer", så, at der var alt for meget materiale på færde i forhold til betydning. Udstillingen var ikke god. Til "Boremaskine" gad jeg ikke så meget pis. Jeg brugte bl.a. et TV i udstillingen. Jeg fremstillede altså ikke et TV i træ, så det lignede en type. Det approprierede TV var slet og ret et TV. Men det giver et andet problem, som jeg først nu er begyndt at tænke over; et TV er i sin fremtrædelse en "rigtig" ting og ikke en model af en ting, et billede. Jeg synes, det ser ud som om, at den "rigtige" ting har sværere ved at slippe det verdslige niveau, selvom man f.eks. borer en antennestang gennem TV'ets skærm, som jeg har gjort i "Boremaskine". Jeg tror det, jeg ved det ikke...

Din brug af TVet interesserer mig.

Jeg kan lide kasser. Og et TV er en kasse. "Boremaskine" startede i allerførste omgang som en kommentar, fordi jeg omgiver mig med video-mennesker, der gerne vil sløjfe materialiteten og mener, at video er svaret. Jeg konstaterede, at videobilledfladen er tilknyttet en kasse enten i form af TV-kassen eller en videokanon. Og man kan jo godt hævde, at selve kassen er et stærkt nedprioriteret fænomen i video-diskursen. Mit oprør veg hurtigt for andre spørgsmål; hvad er der bag skærmen? Hvordan er det at være i kassen? Jeg tog udgangspunkt i de fire hovedelementer, der konstituerer en TV-oplevelse: skærm/billedflade, TV-kasse, antenne samt synssansen.

Et TV blev hængt op på væggen. Antennen (den ydre signalnedtager) penetreredes gennem væggen og TV'ets skærm. Den trængte sig ind udefra og blev mediator mellem et indre rum (det faktiske udstillingsrum) og det ydre ukendte rum. TV-billedet blev skilt fra TV-kassen og flyttet ind på bagvæggen i en anden kasse, hvor det viste sig som et foto af et TV-billede af et stirrende hundehoved. Hvor hundekassen åbenbarede alt, skjulte den tomme skærm noget bagvedliggende. Ved hjælp af antennens krydsanordning trak den ene antennestreng, på det associative plan, hunden til sig og videre op mod hullet i skærmen og ud i det ydre rum. I antennens anden streng bevægede beskuerens indre blik sig op ad antennestangen mod det samme hul og afmonterede - eller blev afmonteret af - det andet væsen. Og TV-kassen gik tur i en linie mellem hunden og dens herre.

Du taler om indre og ydre rum...

Mange af mine skulpturer handler om forholdet mellem forskellige rum. De handler om at gentage en bevægelse. Når alt kommer til alt er denne interesse for gentagelse fra min side en kraftig optagethed af to rum: Det indre og det ydre. Min hud er en "dynamisk krampe" imellem de to fronter, der er i stadig kamp. Der er en asymmetri mellem de to rum, der kan karakteriseres som et dobbelt væsen. Mellem disse væsener hersker et uudsletteligt bånd, en uudslettelig afstand.

Du arbejder med meget "rene" udtryk, selv i et værk som "Boremaskine", hvor man kan sige, at skulpturen er blevet mere fragmenteret.

Begrundelsen for det "rene" look er den barnlige enkelthed, der er udgangspunktet for mit arbejde. Verden er jo gnistrende enkel ikke?

Kan du sige noget om din installation i huset på Gl Kongevej?

Det bliver en "Borehund". Lejlighedens rum skal spændes ud.