Simone Aaberg Kærn

K.K.: Har du altid arbejdet med video?

S.K.: Jeg startede med at male ligesom så mange andre, men blev hurtigt meget optaget af video meget provokeret af Nam June Paik, der engang i 60erne sagde, at video er et objektløst medie, at det ikke har nogen fysisk fremtrædelse, og det mener jeg, at det har -i kraft af skærmen. Jeg var også meget indigneret over, at man viser video som projektioner, eftersom lyset på et fjernsyn (d.v.s. jeg arbejdede ikke med video som sådan i starten, men brugte skærmen, videoens repræsentation, bl.a. fordi det er fremtrædelses medie) kommer indefra. Jeg ville gerne have en dialog med mine omgivelser, og det følte jeg ikke, at jeg kunne få via maleriet. Jeg havde altid opfattet fjernsyn og video som "kolde" medier, men bl.a. via Anne Mette Ruges kunst blev jeg opmærksom på de fysiske kvaliteter og mediets evne til at være nærværende, hvilket jeg blev ret interesseret i. Det var indgangsvinklen, og så begyndte jeg at kredse det ind ved at beskæftige mig med skærmen. Jeg arbejdede en del med skærmene alene, før jeg begyndte at lave video. Før jeg overhovedet begyndte at røre ved det, læste jeg en del om det, så mange film og vadede rundt i videomiljøet.

Hvad fandt du interessant ved fjernsynet?

Fjernsynet er interessant på grund af, af det har sådan en mærkelig måde at være tilstede på; det kan f.eks. på én gang være fraværende og tilstede i en stue. Tilstede som en blind iagttager og fraværende ved at det spejler. Så er der også det aspekt, at fjernsynet som informationskanal er utrolig vigtigt, næsten al information kommer fra fjernsynet. For mig var det ret nærliggende at tage det op.

Jeg kunne godt tænke mig at vende tilbage til det, du sagde omkring dit forhold til omverdenen. Det er f.eks. meget tydeligt i dit værk "Søndagshappening".

Jeg har sat et fjernsyn ovenpå en parkeringsautomat, skærmen reflekterer omgivelserne. Det handler om at gøre opmærksom på iagttagelsen og spejlingen, samtidig med at det bliver set på. Der ligger en dobbelthed mellem nærvær og fravær. Det, at jeg har sat fjernsynet ud i verdenen, hvor det ikke hører hjemme, synliggør fjernsynets dobbelte udsigelse. Det ville ikke være det samme, hvis jeg havde sat et overvågningskamera op, for dem sidder der så mange af.

I forhold til omverdenen indtager jeg en kritisk position, men det aspekt af mine værker tillægger jeg ikke så stor betydning. Jeg er mere fokuseret på tingen alene og dens karakter. Men der er selvfølgelig en kritisk, opmærksom forholden sig til den måde, vi omgås på, og den måde vi indretter vores civilisation på, ved hjælp af TV-skærmene hvor vi passivt modtager informationer fra alle steder i verdenen -passivt præsenteres for alverdens ulykker i æstetisk spændende billeder. Fjernsynet delagtiggør os i begivenheder, som vi overhovedet ikke har mulighed for at fatte. Det skaber en verdensfjernhed, kunne man måske sige. Samtidig er fjernsynet også med til at skabe et nærvær, fordi vi alle sammen er bundet til skærmen, verdenen rundt via kabelnet.

Din interesse for spejlinger kunne jeg godt tænke mig at høre lidt mere om.

Det drejer sig om spejlinger af omverden. En spejling er en refleksion, spejlet kaster et billede tilbage. Men det kan også betyde refleksion i betydningen eftertanke. De reflektive egenskaber tillægges objektet; her skærmen. Jeg har det nok med at tillægge mine objekter en form for bevidsthed eller tilstedeværelse, forstået som nærvær.

Hvordan kom du fra fjernsynet til videoen?

Fra at have arbejdet med fjernsynets evne til at se blev jeg optaget af kameraets evne til at lyse, eller oplyse, det illuminerende; at gøre ting synlige som man ellers ikke ville se, hvilket er modsat af, hvordan man normalt tænker på kameraet. Hermed begyndte jeg at blive meget interesseret i overvågningsteknikker, og alle de steder man bruger dem. Jeg stiftede bekendtskab med Paul Virilio og syntes at det, han skrev om oplysning af flader, var spændende. Han taler bl.a. om satellitternes iagttagelser af alle store flader, og kameraernes iagttagelser, længere og længere nede i systemet, og de små kameraer der kan optage/oplyse de mindste flader inde i mennesket. Som menneske bliver man gjort utrolig fysisk af alle de oplysninger! Der kom et nærværs-aspekt ind i min oprindelige opfattelse af overvågning som noget utroligt skræmmende, og herved blev der skabt en spænding mellem de to poler nærvær/fravær. Disse overvejelser var igangsættende for mit arbejde med video.

Vil du fortælle om dit arbejde med video?

Mine ting er meget billedfattige, oftest med fast kameraindstilling, de står tomme og kolde uden nogen speciel invitation til at kan leve sig ind i dem. Ved at underspille det facinatoriske håber jeg, via en analyse af indholdssiden, at give rum for en bevidstgørelse eller en oplevelse; den fornemmelse af telebevidsthed som jeg er ude efter. Mine videoer er i princippet handlingsløse, men dog med et vist tidsligt forløb, f.eks. i min stole-video ("Dromostol"), samtidig med at jeg også arbejder med det serielle i kraft af gentagelse, og det går igen i de fleste ting jeg har lavet. I videoen "Gamma 12", som jeg viste på SAGA Basements åbningsudstilling, april 1994, har jeg tappet en overvågning i en lufthavn, af rejsendes håndtasker, der kører på et bånd gennem et røntgen-apparat. Det er jo i princippet bare en lind strøm af tasker. Gik man inden for en meters afstand af monitoren der viste min video, blev man registreret af en infrarød føler, som tændte et kamera med en aktiv optik, der iagttog en, den fokuserede hørigt ind på en, samtidig med at en rød lysdiode blinkede. Ledningen fra kameraet gik ind i væggen, og ledningen til monitoren kom ud af væggen. Der var tale om to forskellige former for overvågning. Ideen var, at man blev iagttaget, altså bekræftiget i ens fysiske tilstedeværelse, samtidig med at man iagttog. Man havde svært ved at forbinde de to dele, fordi man ikke selv blev vist på skærmen, som man måske umiddelbart ville forvente. Der blev istedet vist en taske, som kunne være ens egen håndtaske. Det var min idé om en form for telekryds; selvom de to iagtagelser ikke var forbundne, krydser de dog hinanden et sted; i en form for telepunkt.

Du har tidligere talt om videoskopi, hvor kommer det begreb fra, og hvad betyder det?

Videoskopi er Virilios begreb, men jeg bruger begrebet i min egen version. Jeg har taget nogle forskellige ting fra Virilio, fordi jeg synes, at hans måde at tænke på er flippet, jeg går ikke ned og analyserer ham videnskabeligt. Begrebet dromologi, som jeg arbejder med, kommer også fra Virilio. Dromologi handler om acceleration og hastighed; f.eks. må en arkitekt, der tænker dromologisk, medregne at det hus han bygger, på et tidspunkt vil styrte sammen. Ved at opfinde et tog med top hastighed på 375 km/t, opfindes også et antal højhastigheds-togulykker. Det med hastigheden er centralt i vores civilisations forståelse. Videoskopi er blot en dybdeundersøgelse, via video/kamera iagttagelser. En aktiv eller passiv undersøgelse eller oplysning af flader i mange niveauer. Jeg bruger dog også ordet i en mere transcendent betydning.

Du har også arbejdet med tekst, bl.a. i forbindelse med SAGAs udstilling på Krasnapolsky i foråret, hvor du til kataloget havde skrevet teksten: "Fit for life. Utilpassede, -et problem i vækst". Den handler vel om det sociale?

Den er en del af et andet projekt, hvor jeg sætter mig selv i en anden persons rolle og overdriver den, i dette tilfælde en person, som ligeså godt kunne have været mig. Teksten er selvfølgelig udtryk for et socialt engagement, som jeg kører ud på et overdrev, hvor grænsen mellem ironisering og dyb alvor bliver udvisket. Teksten kunne være trykt i Sygeplejebladet eller et lignende blad

Vil du fortælle om din installation til Gl. Kongevej udstillingen?

I den installation, som jeg vil vise på Gl. Kongevej har jeg tilladt mig selv et større spillerum, såvel konceptuelt som visuelt. Det er min hensigt at lave en rædselsfuld, smuk installation. Et sindbillede på relationer mellem mennesker, - eller manglen på samme. Bringe noget sart og uberørt ind i de hærgede rum. Jeg vil skabe et mareridtsagtigt drømmeunivers, hvor nærvær optræder i kraft af menneskeligt fravær, sådan at objekterne i installationen virker besjælede, - sønderslidende.