Nikolaj Recke, Christian Heide & Martin Pingel
K.K: Recke Heide Pingel, I er tre kunstnere, som har valgt at arbejde sammen - hvorfor har I det?
R.H.P: Det kan være svært at præcisere den slags valg, uden at gøre os selv til ofre for et gevaldigt selvbedrag om vores intentioner med vores samarbejde - men vi havde det til fælles, at vi fandt det svært at opretholde en troværdig styrke som selvstændigt arbejdende kunstnere. Vi ønskede at forene det objektivt undersøgende princip med det personligt erkendte. Med andre ord, ønskede vi, og gør det for så vidt stadig, at finde vores kunstneriske udtryk igennem en fælles diskurs. Vi ville gennemføre vores egen lille interne sekularisering.
Kan man opfatte jer som en kunstnergruppe i lighed med f.eks. Koncern° eller Superflex ? -I har jo ikke noget gruppenavn.
Koncern°, Superflex og Syntese er alle titler på gruppedannelser, der underlægger sig en fællesnævner for et givent udtryk. At tilegne og rubricere kunst i forhold til et begreb er for os uinteressant. Vi ønsker på ingen måder at signalere et overordnet tema for vores samarbejde med et givent gruppenavn.
Samtidigt - men lidt flovt - må vi tilstå, at vi aldrig er blevet enige om et gruppenavn.
Arbejder I udelukkende med installationer.
Vi udelukker aldrig en mulighed - så svaret er nej!.
Installationen er ligesom en schweizer-kniv, fuld af alle mulige anvendelsesformer. Installationens fortrin set i forhold til traditionelle former som skulptur og maleri er, at der er mulighed for at give objekter, tegn, koder o.s.v. en større tydelighed. Installationer er en socialisering af kunstrummet, men det misforstås oftest af publikum.
Jeres installationer er ikke bare en installering af nogle objekter i et rum, I arbejder direkte med rummet, inddrager rummet i jeres værk eller snarere nedbryder det som rum for at genskabe det som et del af et værk, alligevel siger I at I ikke arbejder site specific, hvordan hænger det sammen.
Vi er i stand til at indtage et hvilket som helst rum og nedbryde det, uanset hvor det befinder sig. Vi er i stand til at agere hvor som helst og når som helst. Vores gestus er ikke betinget af sitet, men sitet vil altid blive underlagt os.
I arbejder meget med lys på forskellige måder, f.eks. i installationen Solstråle og i værket Radient Optiglow #3. Hvad er det, der er så interessant ved lys.
Lyset bevæger os, og det stiller os overfor det materielle i universet. Men de to værker, du her nævner, arbejder med lyset på meget forskellige måder, selvom de begge er sole. I Radient Optiglow var det mere lyskilden som instrument end selve lyset, der optog os. Vi ønskede at udforske hvilke muligheder UVB-lys havde som levende, men samtidig skulpturel størrelse. I Solstråle er det spændet mellem lyset og mørket, krop og psyke, der er det væsentlige. Et segmentært psykisk rum og et teknologisk fysisk rum bygget op af lyskilder.
Vi kan godt tilskrives en glæde ved at se fotoner strømme ud i verden fra en af os opsat lyskilde. Måske er lysbølgerne ikke kunst, men deres udbredelse og bevægelseshastighed er. Vi har tidligere fortalt om vores fotonistiske kærlighed til virkeligheden, som er still going strong.
I flere af jeres udstillinger indgår sproget i form af tekst på væg. Hvilken betydning tillægger I sproget som kunstnerisk udtryksmiddel.
Sprog er som kunstnerisk udtryksmiddel på linie med oliemaling, ler og andre ingredienser. Sproget er for os en komplementær størrelse, det, der på den ene side er en fordel, fx. tydelighed, forståelse og præcision, er samtidigt en ulempe.
I har også arbejdet med sprog i form af tekster til jeres udstillinger. Hvilken status har disse tekster i forhold til selve værket/udstillingen.
Disse tekster er mere tænkt som fingeraftryk. Et sideordnet værk, der ikke skal underbygge en udstilling. Vi bruger nok også tekster til at vise, hvem, hvad og hvorfor vi er.. Når man er tre, der arbejder sammen, forsvinder diverse hensigter og ideer oftest ud i horisonten, så for at samle lidt tråde sammen er det ofte komfortabelt at redegøre for elementer i arbejdsprocessen, som for vores vedkommende primært er af verbal karakter. Vi bilder os nok ind, at det også er lidt interessant for andre, men det er mest for egen vindings skyld.
Jeg fornemmer at diskussionen er en vigtig del af jeres arbejdsproces, kunne I fortælle om den? Hvordan kommer I fra idé til færdigt værk.
Selvfølgelig er den det. Det at tre mennesker arbejder sammen om noget, man nærmest er indoktrineret til at opfatte som et spørgsmål om personlighed og det enkelte individs evne til at udtrykke sig kunstnerisk, må afføde diskussioner. Vi laver som regel ikke andet end at diskutere kunst - når vi altså ikke forfalder til vores evindelige plapren om hvilken fabrik, der producerer det bedste fiskegrej. Vores vej fra ide til færdigt værk er en lang række af forlig, vi afvejer et hvert forslag med de konsekvenser, det vil få for et givent værk. Det endelige værk vil altid fremstå som et kompromis. Det er bl.a. derfor, at forligs-institutionen er en vigtig inspirationskilde. Da vi er fortrolige med de farer, der ligger i kompromis'er, forsøger vi at bruge det mere konstruktivt. Det kan godt ske, at det vilde og uforudsete bliver dæmpet i forhold til et indbyrdes forlig, men samtidig tror vi på at vi kan dissekere og udpensle de vigtige og interessante aspekter i et givent element. Vi er trods meget mas og mos stigende positive overfor vores arbejdsgang.
I siger, jeres arbejde ikke er teoretisk funderet, alligevel mener jeg at kunne spore reminiscenser af teoretisk videnssprog i jeres tekster.
Det kan aldrig være en nykunstners opgave at være teoretisk. Vi kan kun forsøge på at give mulighed for erkendelse gennem de strømninger, som er bærere af viden og fremskridt. Så selvfølgelig afsætter teoretisk videnssprog spor i vores tekster. Det er jo trods alt det sprog der udvikler nye tanker, udenfor kunsten.
Kunne I uddybe disse betragtninger.
For meget kunst tillægger sig en ortodoksi, der i sin stræben efter korrekthed og overbevisning virker skræmmende. Ting er ikke så tydelige, som de umiddelbart ser ud til. Vi tillægger mudrede og tilslørede anskuelser stor betydning. Fællesnævnere, moral og konformitet er usympatiske træk ved meget kunst i 90'erne. Der findes sandheder, men vi mener afgjort ikke, at det er kunstens opgave at illustrere disse. Vi interesserer os for borgerliggørelse, komfort, indbyrdes kommunikationsbetingelser, dagligliv i Norden, social mobilitet og for mellemrummet mellem lys og mørke. Vi hader marginaliteter, tings mindste kapaciteter, minimalisme og resignation. Vi elsker reduktion, ærlighed og kærlighed.
I har fortalt, at I forholder jer på en teknologisk og analytisk facon til den psykologiske, den sociale og den politiske sfære, hvordan kommer det til udtryk i jeres værker.
Ærligt talt er disse sfærer ret alvorlige, og vi ønsker ikke på nogen måde kun at berøre disse overfladisk og udvendigt. Personligt er der ingen her, der er så involveret og engageret i politiske og sociale strukturer, at et kunstnerisk vidnesbyrd ku' være gældende. Vi mener, at for at berøre og påvirke eksisterende systemer, skal man distancere og autonomisere sig selv. Der er for meget teoretisk og politisk kunst, der påfører mening. Vi vil hellere transformere begreber til at danne egne meninger. Vi elsker ideen med, at alt kan måles og vejes, og ingen ejer noget. Men det psykiske har vi tidligere omtalt - at vi ville elske at kunne bevise, at der findes koordinatpunkter for sjælelige og mentale tilstande. Et psykisk og socialteknisk system, hvor folk kan indstille deres egne parametre, så de kan opnå total lykkelighed og frihed.