Petri Raappana
Du arbejder meget med ready-made i din kunst.
Jeg vil ikke forvrænge den virkelighed, som allerede findes. Hvis man har et koncept, er det nemt at bruge de ting, der eksisterer. Jeg er ikke interesseret i den materielle skabelsesproces, jeg genskaber ikke, men bruger det som er. Jeg lader mig indfluere af ting, jeg ser, det kan være film og mode, men også kunsten, jeg har f.eks. været meget optaget af den japanske dans Butoh. Kærnen i mit arbejde er dog de ting i livet, som relaterer til mig selv. Tidligere arbejdede jeg med totalt abstrakt kunst, og i forhold til det er det nemmere, og mere konkret, at arbejde med ready-made. Virkeligheden er det mest konkrete for mig, og det som engagerer mig mest. Det findes masser af problemer i virkeligheden, som er spændende at tale om, og det er virkeligheden, som interesserer mig mest lige nu. Men det kommer selvfølgelig også til at handle om kunstens problemer, idet kunsten er rammen for det, man laver. Mit arbejde tager udgangspunkt i min egen virkelighed og bliver på den måde en blanding af det subjektive og det objektive. Jeg har så meget at tage af, som jeg synes er vigtigt. Jeg ved ikke om man kan sige, at der er nogle politiske aspekter i det, det er nok snarere humanistiske spørgsmål, jeg forsøger at stille mig selv; f.eks det at jeg altid har været indvandrer og ikke har nogen nationalitet. Jeg søger at skabe en frihed for mig selv og min kunst.
Mange af de objekter, du anvender i dine værker, relaterer til noget kropsligt, noget intimt.
Referancerne til kroppen kommer af at jeg også arbejdede fysisk med Butoh. Det hygiejniske kan ses som en rædsel for døden; renligheden som en slags balsamering. Toilet-installationen på Krasnapolsky havde med det sociale at gøre. Min brug af parykken i "Fake Nature" relaterer til det, jeg forstår ved "fake nature"; at man direkte kan gå ind og lave om på sig selv - materielt påvirke sin sociale fremtoning; man bruger materien til at skabe sin person. Det er gennem kroppen, man forholder sig til andre mennesker; kroppen, er det man ser og det, man aflæser. Aflæsningen af materie har jeg været meget optaget af. I mange af mine værker ligger det selv-suggestive; at skabe en form med flere facetter, d.v.s. at jeg ikke eksakt bestemmer, hvad værket skal udsige, jeg nedlægger nogle signaler, som tyder på nogle bestemte ting og lader det så være op til betragteren at skabe en mening - indlæse deres egen version af værket. Det enkelte værk bliver flertydigt, ved at en genkendelig genstand bliver indsat i en anden kontekst. Intellekt og krop eller materie er to sider af samme sag, det er bl.a. derfor at jeg bruger så mange kropsrelaterede objekter i mine ting. Man aktiverer signalerne i beskuerens krop samtidig med deres intellekt.
I flere af dine installationer har du arbejdet med video.
Efter kropsobjekterne har jeg haft lyst til at arbejde med ord. Det er noget helt andet, for man kan ikke røre ved det på samme måde, det bliver mere intellektuelt. Der findes et liv i fjernsynet, som man kan aktivere. Jeg har mest brugt videoen til tekst (at vise en tekst på skærmen). Jeg foretrækker bevægelige billeder frem for papir; tekst på video kræver et andet engagement fra betragterens side end tekst på papir. Tekst på papir kommer til at ligge for langt fra værket, den kan fjernes fra værket - jeg vil hellere arbejde med tekst på objekter, og i forbindelse med videoerne indgår TVet som objekt i udstillingen. Videoen er bundet til objektet- bliver et objekt i sig selv- den kan ikke leve for sig selv. Teksten kan i nogle tilfælde fungere som en brugsanvisning.
Din installation til udstillingen på Gl. Kongevej, hvad kommer den til at handle om?
Jeg udgår fra en abstrakt virus...