Peter Kjær

K.K: Du har tidligere arbejdet med malerier, men vælger i forbindelse med udstillingen på Gl. Kongevej at lave en installation. Hvordan kan det være?

P.K: Jeg må indlede med at sige, at jeg ikke har opgivet maleriet, skønt jeg ikke på nuværende tidspunkt kan se en løsning på mine problemer med det. Min overbevisning er den, at optræder værket med overbevisende styrke, er formen - den være nok så etableret - underordnet.

Jeg har kun én gang tidligere - for en fire, fem år siden - arbejdet med installation, og har så siden ladet det ligge hen. De seneste tre år har jeg været optaget af det illusionistiske, figurative maleri. Selve arbejdet med maleri interesserer mig meget, men ikke nok til, at jeg ville kunne skabe værker alene på det grundlag - jeg har da også mest anvendt det som det suveræne værktøj til billedmanipulation, det er.

Jeg ønsker at værket må erobre betragteren. Ønsker at eliminere afstanden mellem denne og værket, at gøre de to uadskillelige. Men jo mere mine billeder har nærmet sig det eksakt illusionistiske, er det som om mine egne værker i stedet har udvidet rummet mellem dem og betragteren og ladet det fylde af en uklar substans. Der er jo et problem - jeg mener, jeg står jo der og maler med rygsækken fuld af lettere forældede konventioner, om berettigelsen af at (maler)kunsten, som et fra den kunsttomme omverden isoleret fænomen, giver nogen mening. Maleriet, og måske ikke mindst i den form, jeg har praktiseret det, er vel nok Kunstkonventionen par excellence. Det er vel efterhånden en smule svært at stå overfor er sådant maleri, uden at se en objektificeret konvention. Betragteren tropper pligtskyldigt op, behængt med en tilsvarende rygsækfuld, og hvor blev den da af, den tabte afstand? Et problem, som de "traditionelle kunstarter" i øvrigt efterhånden ikke er alene om at måtte slås med. Og et problem, der vel i sig selv også er lidt af en konvention.

Måske har jeg indset, at denne installation kan være svaret på mine problemer. Da den - temmelig hurtigt -fandt sin endelige form, så jeg i hvert fald, at den kan noget af det, som jeg længe har søgt gennem maleriet. Hvorvidt denne installation vil lede i retning "tilbage" mod en ny anvendelse af maleriet for mig, eller videre bort fra dette, har jeg endnu ingen anelse om.

For nu at svare på spørgsmålet, vil jeg sige, at jeg her har øjnet muligheden for at arbejde med et sted, på en radikalt anden måde, end jeg nogensinde har kunnet med maleriet og billederne. Og fremfor målrettet at gå efter installationen som form, har jeg snarere ladet hånt om mine konventioner og åbnet mig for hvad stedet har stillet af betingelser. Det er en sådan åbning, som for mig lige nu repræsenterer noget vigtigt. Oprigtigt talt, ønsker jeg, at maleriet igen må finde en relevans for mig. Men jeg er jo også over 30.

Den hvide farve, som kommer til at være dominerende for installationen, er også signifikant i dine malerier...?

Ud fra de af mine malerier, jeg ved du har set, står det mig ikke helt klart, hvad du sigter til, men i visse af mine værker har jeg gennem en hvid udtoning dels søgt at indgive billedet en tomhed, som jeg håbede ville hensætte betragteren i en vis fortabthed - en suggestiv effekt, som skulle befordre tabet af afstand - dels søgt at udstrække den hvide farve fra den bemalede flade til den hvide væg, maleriet hænger på, og dermed hele det rum, betragteren befinder sig i, jævnfør mit ønske om total identifikation, betragterens totale tilstedeværelse. Denne er det aldrig lykkedes mig at opnå, billedet, fortællingen har udstrakt den hvide farve til hele den bemalede flade, slettet fortællingen og dermed gjort et totalmaleri ud af rummet. Fortællingen er imidlertid ikke min, men stedets fortælling. Og jeg vil heller ikke have betegnelsen maleri hæftet på værket.

Ser du en bestemt symbolik forbundet med den hvide farve? Her tænker jeg på, at f.eks. Kandinsky i "Om det åndelige i kunsten", 1910, tillægger den hvide farve en bestemt symbolsk betydning.

Ja. Jeg har undgået anvendelsen af kulørt farve i min installation, netop for at undgå at spørgsmålet om, hvad den farve så skulle symbolisere, skulle melde sig hos beskueren, men selvfølgelig besidder den hvide farve symbolværdi: tomheden, tavsheden, tabula rasa. Det endnu ikke beskrevne.

"Det er en tien, som ikke er død, men fuld af muligheder", for nu at blive i omtalte bog. Kandinsky kunne selvfølgelig kun referere til maleriet og lokalfarven, og han kunne vel i bogstaveligeste forstand kun holde sig indenfor maleriets rammer, når det kom til den praktiske anvendelse af farverne og deres symbolik

En anvendelig symbolik grunder sig selvfølgelig på koncensus, og jeg skal ikke hårdnakket påstå, at der eksisterer en sådan udover den individuelt oplevede, men om ikke andet, kan det jo være, at den hvide farve i denne installation vil stå frem så overvældende og altfortærende, at den vil skabe sin egen symbolik. Dog må jeg da samtidig pointere, at i installationen har jeg lagt vægt på, rent konkret, at anvende den hvide farve, nej, den konkrete hvide maling, som en fysisk nedbryder af stedets identitet - så ved siden af symbolværdien, tror og håber jeg, at den også vil være synlig som den altfortærende hinde, den er.

I din installation vælger du at tage udgangspunkt i lokaliteten, d.v.s. en ubeboelig to-værelses lejlighed på Gl. Kongevej...?

Stedet har en identitet, omend noget diffus. Man kan vel dårligt kalde det en menneskebolig mere, skønt det utvetydigt er det, den er beregnet til. Den har stået tom i toogtyve år, de få spor, der stadig er tilbage, stammer fra de sidste beboere. En tidskapsel, en så spinkel samling fikspunkter, at stedets identitet kun lige netop har noget at hage sig fast i; lige netop nok til, at der for mig er tale om et sted, og ikke en anonym lokalitet. (Udstillings)-lokaliteter har vi jo nok af, så jeg har da set det som oplagt at gå i dialog med det, som jeg mener, gør denne til mere end blot dét.

Nu har vi jo iøvrigt, af rubriceringshensyn, kaldt dette en installation, men det eneste, jeg har søgt at sætte i stedet for stedet, er dets egen negation. Måske ville termen abstallation være mere på sin plads.

I forbindelse med installationen stiller du en masse spørgsmål, bl.a. angående betydning, tid, tab og tilstedeværelse - alt sammen med lokaliteten som omdrejningspunkt. Kan man sige at disse spørgsmål peger på selve installationen som en form for undersøgelse? - og i så fald: hvilke spørgsmål er det, du mere specifikt ønsker at undersøge?

Udover (og i sammenhæng med) at afsøge mine egne kunstneriske grænser, ønsker jeg som sagt at finde ud af, hvorvidt der er mig muligt at gøre betragteren til en agerende. Total interaktion, i modsætning til, hvad jeg har oplevet, at det maleri, jeg har praktiseret, er i stand til. At forsøge at skaffe mig af med billederne og fortællingen.

Jeg har intet ønske om at "fortolke" mine egne personlige oplevelser ved stedet, for derefter at pådutte beskueren en sådan tolkning. I og med at jeg så at sige "sletter" stedet, tømmer det for betydning, og hukommelse, søger jeg at overlade al betydning, og skabelsen af en sådan, i hænderne på beskueren.

Jeg har en tanke om kunsten som et åbent felt for erkendelse, både for kunstneren og.betragteren, men der er jo ikke altid, at der er hul igennem - faktisk har værket oftere været i vejen for mine intentioner. Som en aflåst port, man eventuelt kan lave lidt grafitti på, til moro eller indifferens for forbipasserende. Og - som med porten - som kan lade én spekulere over, hvad der må gemme sig på den anden side, og måske en dag tage en rambuk og se efter - har jeg nu forsøgt at sætte denne rambuk, for mit eget vedkommende, på mine egen konventioner, og på betragterens forventninger om at få lov til at vedblive med at være betragter. Hvad vil denne så finde bag, eller i, dette tomme, meningsberøvende hvide, som har opslugt stedet og indtaget dets fysiske ramme? Well, det eneste fikspunkt, der dermed er tilbage at skabe et sted ud fra, er betragteren selv. Som jeg hermed håber vil kunne fralægge sig denne betegnelse og i stedet kalde sig tilstedeværende.