Morten Schjødt

K.K.: Udgangspunktet for de ting, du arbejder med, er maleriet?

M.S.: Jeg er fascineret af at male, men det er meget svært i dag, derfor bevæger mine ting sig også i alle mulige andre retninger. I stedet for at sige: Maleriet er dødt, der er ikke mere, man kan gøre dér, vil jeg gerne undersøge, om ikke maleriet har noget helt specielt. Der er nogle ting, som man kun kan udtrykke ved hjælp af maleriet, og vil man udtrykke dem må man vælge maleriet. Det at kunne vælge, føler jeg, er en meget central ting. Jeg befinder mig i en slags slaraffenland, hvor jeg kan vælge mellem forskellige teknikker - umiddelbart er formen fri. Når man begynder at arbejde med en form f.eks. maleri eller fotografi, opdager man selvfølgelig at formen ikke er så fri. Maleriet har f.eks. en lang tradition og har sine begrænsninger. Derfor er det nærmest nødvendigt at bruge flere teknikker på en gang. Jeg har svært ved at indskrænke mig - der er mange ting der skal med.

Kan man sige, at det at du blander maleriets kategori med andre udtryk, er en del af din udforskning af maleriet. Jeg tænker bl.a. på din udstilling på Overgaden i foråret, som trods det, at den bestod af malerier og fotografier, nærmest havde installationsagtig karakter.

Jeg har arbejdet med en blanding af fotografi og maleri, hvor fotografiet er blevet fremkaldt direkte på lærredet ved hjælp af fotoemulsion. Den teknik er faktisk malerisk, idet emulsionen påføres lærredet med en pensel, herved tilføres fotografiet noget malerisk - en form for følsomhed. Men når maleriet og fotografiet blandes sådan ødelægger de mest hinanden så nu arbejder jeg med dem adskilt og forener dem først i ophængningen.

Du har skrevet en tekst til "XEROX", der hedder "Det langsomme maleri", hvor du også taler om fotografiet. Hvordan ser du forholdet mellem de to udtryksformer?

Fotografiet er fragmentarisk, tættere på virkeligheden, det vil altid have en direkte forbindelse til virkeligheden i det det åbenbarer. Et maleri vil altid være en eller anden form for konstruktion. Maleriet bliver interessant, når man insisterer på at ville skabe en helhed, og derfor er det langsomt. Maleriet er et trægere medie, og ikke hurtigt som mange synes at mene. Ved at fotografiet er fragmentarisk, er der mange muligheder i det. Man kan "tillade" sig at lave alt med fotografiet, i modsætning til maleriet. Fortællingen er mere problematisk i maleriet. Det er svært at konstruere et figurativt, troværdigt maleri. Mine panoramafotografier kan ses som små fortællinger, f.eks. serien "Conquestador" (øgle), hvor jeg på det første billede kommer op af sandet, på det andet opdager jeg et eller andet ude i horisonten, og på det tredje foto opdager jeg, hvad det er. Her har jeg arbejdet med et filmimage; en iscenesat, dokumenteret handling. Fotografiet virker ikke så tynget p.g.a. dets reference til det fragmentariske øjeblik.

Du arbejder også lidt med video, skal det ses i forlængelse af dine fotografier?

Det er nok en videreudvikling af det med den filmiske selv-iscenesættelse, man ser en masse film, og på et eller andet tidspunkt får man lyst til at lave sin egen, at se sig selv i en filmrolle. Det har man også mulighed for via fotografiet og videoen. Videoen er et fragmentarisk og hurtigt medie ligesom fotografiet.

I dine fotografier og videoer er det dig selv vi ser, og tidligere har du arbejdet med selvportrættet. Hvordan skal man læse denne selv-iscenesættelse?

Det, jeg laver, er jo at arbejde med mig selv, det er det, min kunst handler om. På den måde kan det let fremtræde meget selvcentreret. Det er en af grundene til at arbejde med fotografiet/video; at de er ideelle medier til selviscenesættelsen. Man kan afprøve nogle forskellige roller, for eksempel iscenesætte sig selv som helten i en aktionfilm.

Du har arbejdet meget med camouflage.

Hvis alt er afprøvet, kan man tage nogle eksisterende former og bruge dem på en anden måde, nu handler det måske ikke så meget om at skabe selve formen. Man kan bruge alt til at lave kunst med. Det vigtigste er hvad jeg har at sige og til det kan jeg stort set bruge alt. Den amerikanske camouflage kaldet woodland optræder jo mange steder bl.a. hos Warhol. Hans portræt af Beuys har påvirket mig en del. portrættet kæder det, som de to stod for, sammen på en ret fin måde og siger især meget om Beuys, bare tænk på hans "survivalvest".

Camouflagen er en af de strukturer som sammenkæder en masse ting for mig. Der er utroligt mange associationsmuligheder og mulige historier i den. Camouflagen hører til vores århundrede - hvis man sammenligner uniformer fra før med vor tids camouflage uniformer så repræsenterer det to vidt forskellige tankegange. I starten arbejdede jeg meget med camouflagen som landskab, og der handlede det om dens struktur og forhold til landskabet. Ideen om natur. Camouflagens farver symboliserer landskabets farver samt formerne og lyset i naturen. Samtidigt med camouflagen som landskab er der også en voldelig associationsmulighed.

Du arbejder også med camouflagen i din selviscenesættelse, f.eks. har du malet dig selv som indiansk kriger eller klædt dig ud som amerikansk soldat.

Via camouflagemalerierne er jeg i gang med at afprøve en rolle der har en del med camouflage at gøre; nemlig kriger/soldat rollen. I Bath I bevæger krigeren sig igennem mig i forskellige faser og ender ved den vestlige soldat. kriger/soldat rollen både tiltrækker og frastøder mig.

Vil du fortælle om din installation til udstillingen på Gl. Kongevej?

Min installation ligner noget som umiddelbart er langt væk fra en to-værelses korridorlejlighed på Gl.Kongevej. Det har næsten lige så lidt med lejligheden at gøre, som når du ser en actionfilm på fjernsynet. Min installation er faktisk en actionfilm skåret ud i flere dele.

Actionfilmen "Lost in the Jungle" kunne handle om en ekspedition sendt afsted fra det civiliserede. Ekspeditionen mislykkes, den ændrer kurs, den bevæger sig ind i noget nyt og anderledes.