Maria Karlsson

M.K. Handlingen foregår. Handlingen er en erfaringsproces.

K.K.: Du arbejder altså med handlinger, men har også arbejdet med installationer, skulptur, objekter og forskellige slags materialeundersøgelser. Den udstilling, du var med på hos Nikolai Wallner i efteråret 93, som hed "Køn", var den første udstilling, der var lidt handling i; her kunne publikum handle. Vil du fortælle om den?

Den bestod af en hylde, som strakte sig fra den ene væg til den anden i et rum. Hylden var lavet i svensk folklore "stil". Der var huller hele vejen ovenpå hylden, under hvert hul hang der en hjemmesyet sok i hørstof, og over hvert hul var der et lille skilt i aluminium, hvor der var skrevet forskellige sætninger. Sætningerne kunne lyde: "Jeg er dum, jeg har altid været dum", "Jeg er sød, jeg har altid været sød", "Jeg er tålmodig, jeg har altid været tålmodig" o.s.v. - det var en blanding af "positive" og "negative" sætninger. Ved siden af hylden hang der en lille pose med små lys, ligesom dem der findes i katolske kirker, hvor man tænder et lys for at sende en tanke. Publikum kunne tage et lys og vælge et af hullerne at sætte det i for så at tænde det. Når lyset var brændt faldt stumpen ned i sokken under hullet. (En gang imellem gik der ild i hylden - dette havde jeg ikke kalkuleret med.) Ved at røre ved sokkerne kunne man så føle, hvor mange gange et lys var blevet tændt ved det pågældende skilt. Udstillingen hed "Køn", og det var meningen, at jeg skulle repræsentere kvinden. Hvordan man så end gør det? Mine ting kom istedet for til at dreje sig om tankemønstre set i et videre perspektiv - mere alment menneskelige. Som kunstner må man selvfølgelig tage udgangspunkt i ting som er tæt på en selv, ting som man "ved" noget om. Det, jeg talte om på udstillingen, var at ens tankeverden er utrolig bestemmende for, hvordan ens virkelighed kommer til at se ud - vi skaber vores verden ved at tænke og gennem at tage beslutninger. Her gav jeg folk en mulighed for at afprøve forskellige tanker.

Første gang, du direkte inddrager dig selv i et værk, var med handlingen, du udførte i sommers på Akademiets Skoleudstilling. Her er det dig og ikke publikum, som handler.

Det, jeg gjorde, var at jeg -sammen med en slags røgmaskine (en roterende motor) -satte mig for at ryge en karton cigaretter i løbet af de seks dage, som udstillingen varede. Det blev en konstant rygning. Rent praktisk oprettede jeg et kommunikativt forhold mellem maskinen og mig selv. Maskinen var placeret på væggen, og jeg stod selv placeret et par meter foran den. Jeg tændte en smøg til maskinen og en til mig. Selv benyttede jeg et stativ til at ryge, så jeg ikke kom til at holde cigaretten i hånden. En relation var oprettet, men jeg prøvede på denne måde at afskære den mest muligt fra sociale aspekter. Derimod tilbød jeg mig selv som en slags objekt, publikum kunne tale med. Det er ikke sådan, at jeg opfører noget, som man kan kigge på -på samme måde som en performance. Min intention er at blande mig med publikum; samtidig med at jeg laver min handling, er det lige så vigtigt, at jeg har en dialog med publikum og udveksler tanker med dem - mødet er interessant. Jeg har et møde med maskinen, samtidig med at jeg møder publikum, de fik også lov til at prøveryge med maskinen. Beskueren stilles frit overfor, om hun vil deltage i handlingen. Mit møde med maskinen var vældigt kedeligt og mekanisk, hvor det ellers ofte, når man ryger, er en social handling. Dog kunne jeg fremmane en kontakt mellem maskinen og mig; en illusion, en forestilling om hvad vores kontakt bestod af. Jeg arbejder ud fra det princip, at jeg i mine handlinger har en meget gennemtænkt og bestemt kerne, en grundstruktur, men jeg giver mig selv mulighed for -ud fra den -at agere frit, at være lydhør overfor hvad der sker i situationen. At lade det ske, som jeg ikke kan planlægge på forhånd.

I de udstillingsprojekter, du var med på i Malmö her i sommer og Stockholm i september, involverede du - med dine handlinger - nogle af beskuerne i særlig grad.

Begge handlinger - særligt den i Stockholm, hvor jeg inviterede folk til at sidde og holde mig i hånden - drejede sig om hvem der giver, og hvem som får. Både jeg og de involverede publikummer udsatte os for noget, hvilket havde betydning for handlingen. Hverken i kunsten eller i livet må man tro, at man er sikker på noget. Ved at jeg selv er udsat, holder jeg mig på et niveau, hvor jeg forholder mig åben. Man kan kun gå videre ved at udforske virkeligheden, verden o.s.v. Hvis man tror, at man "kan" noget, har man misforstået pointen med det hele. Det at kunne er uinteressant. At prøve er at erfare. Jeg kan godt lide at arbejde vældigt "basic" -at udforske noget som tilsyneladende virker simpelt og letaflæseligt. Derfor kunne jeg særligt lide min holde-i-hånden iscenesættelse i Stockholm. I Malmö var handlingen måske lidt mere kompliceret. Jeg tog ud i byen hver dag og inviterede en for mig ukendt fyr (mellem 16 og 20) til at spise middag med mig, i en til udstillingen særligt opsat bådhytte. Maden var bestilt fra en rigtig god restaurant, og der var en servitrice til at betjene os. Publikum var velkommen til at snakke med os og involvere sig, men jeg var først og fremmest ansvarlig overfor den fyr, som jeg havde inviteret, for at han kunne føle sig tryg ved situationen og forhåbentlig ikke føle sig udnyttet af den. Først i anden række kunne det øvrige publikum så inddrages, men de måtte aldrig tage over. Derfor var det vigtigt, at jeg markerede situationen mellem ham og mig som den betydningsfulde, dér lagde jeg min energi, og så kunne jeg være åben overfor det øvrige publikum, efter hvad situationen indbød til. Dette var meget vigtigt for mig - situationen med den inviterede fyr var helt klart det essentielle.

Har du lyst til at fortælle om det projekt, du er igang med til udstillingen på Gl. Kongevej?

Jeg vil lukke to personer inde i lejligheden i 10 dage. De resterende dage af udstillingsperioden vil jeg lade lejligheden stå åben (uden de to personer). I den periode de er lukket inde, er jeg ansvarlig for deres praktiske behov, men ikke for deres relationer. Mine eneste krav var, at disse to mennesker aldrig tidligere havde mødt hinanden, og at de virkelig var interesseret i at blive lukket inde. Samt at de virkede normalt sunde og raske. Jeg har sat lejligheden i stand, jeg giver de to personer mad o.s.v., men jeg kommer ikke til at møde dem i den tid, de er lukket inde. Alle deres fornødenheder leveres i en gul kasse gennem den lukkede dør. Det eneste publikum får at vide er, at bagved denne dør opholder der sig to mennesker. På en måde er denne handling en forlængelse af dem, jeg lavede i Malmö og i Stockholm, selvom handlingen her ikke vises åbent. Ved de tidligere handlinger lagde jeg mærke til at folk reagerede på handlingerne, ved at forsøge at danne sig et billede af hvad der foregik -med udgangspunkt i deres egen tankeverden. I projektet på Gl. Kongevej sætter jeg publikums egne forestillinger om, hvad der sker, i focus. Selve oplevelsen, som de to indespærrede kommer til at have, er noget, der mere vedkommer dem som en slags personlig akt. Vi andre må stille os tilfreds med vore egne forestillinger.