Mads Ranch Kornum

K.K: Du arbejder næsten udelukkende med tekst, hvilket må siges at være atypisk for en billedkunstner. Hvor kommer denne interesse fra?

M.K.: Egentlig var det meget accidentalt, at jeg begyndte at arbejde med tekst. Jeg startede med at lave malerier, men forholdet mellem maleri og titel begyndte at blive vigtigere, og derfor blev titlerne også større og længere; de begyndte at sample fra andre folk. Og på et tidspunkt nåede jeg til et sted, hvor titlerne bar så meget igennem, at de slap værket. Jeg kunne ikke længere finde en måde, hvorpå jeg kunne få maleriet og teksten til at hænge sammen, og så valgte jeg at luge maleriet ud for et par år siden. Men jeg kan se, at de ting jeg laver nu med afdækningspapiret og tuschskriften på gulvet, oplever jeg egentlig som en tilbagevenden til maleriet.

Hvor længe havde du arbejdet med maleri?

Jeg begyndte at male i `81 og holdt op omkring `92. Jeg var primært interesseret i 60ernes fluxus-maleri og idéen omkring det informelle maleri. Jeg startede med at male i den periode, hvor det ny-vilde var fremme, og min indgang til det var nok meget naiv. Det, der lå i den periode, var oplevelsen af, at man kunne tillade sig at male, selvom man ikke kunne finde ud af det, og at alle materialer var brugbare. Der lå hele den der do it yourself anarkist-holdning. På daværende tidspunkt havde jeg også en tættere tilknytning til den anarkistiske ideologi, end jeg har i dag. Det var først, da jeg i `90 begyndte på akademiet, at overvejelsen omkring teksten kom ind.

Kunne du fortælle lidt mere om dette skift i din holdning til maleri versus tekst?

Sidst i 80´erne er hele den antiautoritære holdning til kunst allerede ved at være udspillet, det kan man også se i musikken, hvor alle bands'ene endte med at være popbands eller gik i opløsning. Jeg blev opmærksom på, at den indgang til kunsten var ved at være udtømt, og derfor begyndte jeg at arbejde mere diskursivt og prøvede at få presset noget besvær ind i mit projekt igen, så det kunne blive tungt, og der var noget at arbejde med.

Hvordan ser du forholdet mellem objektet og teksten?

Tidligere har jeg gjort mig store værkontologiske overvejelser om spillet mellem teksten og den objektside, der stod i rummet, men i de ting jeg er begyndt at lave nu, smelter det sammen igen. Jeg har haft en periode, hvor jeg blev nødt til at bryde det op; isolere objektet og undvære det for at fordybe mig i teksten. Men som sagt begynder det at smelte sammen igen. Mine tekster står ikke længere som læse-tekster, men mere som diagrammer. Jeg er også gået bort fra kun den anonyme PC-udskrift og over til også at arbejde med det hånd-udførte i større formater. Det er klart, at det håndgjorte henviser til maleriet, men jeg synes egentlig, at maleriet er nået frem til at blive så udtømt, at man kan benytte det igen som ethvert andet medie, mens at den skrevne tekst er begyndt at være så tynget, at jeg ikke kan bruge den længere.

I maj måned deltog du på gruppeudstillingen "Prosjekt i Gamlebyen" i Oslo med en tekstinstallation: "Subject of Cephality", der bestod af tekst ophængt på væggen. Vil du fortælle lidt om denne installation?

Teksten "handler om" at opfange tænkningen dér, hvor den bliver overskridende, eksorbitant, modsat Bataille, der tænker acephalt (hovedløst), søger at tænke fødderne med, tænker den tunge, inerte materie med i sin idé-produktion. Jeg mener, at man uundgåeligt render ind i nogle problemer i forsøget på at tænke materialistisk. I den forstand finder jeg det mere interessant at tænke hovedet med i den bevægelse, hvor hovedet bliver for meget, tanken løber over og begynder at løbe nedad igen.

Det interessante ved den udstilling var, at jeg havde arbejdet med den tekst i et halvt år, og dagen før jeg tog derop, redigerede jeg den færdig på to timer, hvilket den tydeligt bar præg af - det var en sidste øjebliks redning. Jeg tog derop uden ophængningsplaner, jeg havde ikke set rummet, som jeg skulle udstille i, fordi jeg ikke ønskede at arbejde med rummet. Da jeg kom derop, valgte jeg at bytte lokale med en anden kunstner, fordi hans rum var for småt og mit var for stort - og pudsigt nok havde det rum, som jeg så fik, seks grå paneler på væggene med en tynd træramme omkring, og jeg stod med seks tekstark, som jeg kunne klæbe op indenfor de rammer, der var i panelerne. På en måde oplevede jeg, at rummet fik lagt sig ind over teksten, og at teksten som monade blev voldsomt påvirket af det rum, den befandt sig i.

Den type installation er vel det, som du er på vej væk fra nu. Det er en anden brug af teksten vi så i den udstilling du havde i Nørre Farimagsgade, og som kommer til at indgå i dit projekt til Gl. Kongevej.

Dels er der nogle overvejelser omkring, hvordan teksten bliver installeret i rummet; den foregår dels på gulvet, hvilket er en trope - noget omkring tyngde, om at optage den bevægelse i det ontiske terræn og betydningen som løber over. Dér, hvor betydningen løber ned af tegnet og ned i grunden igen, mener jeg, at det interessante sker. Det er derfor, at jeg er begyndt at arbejde meget på gulvet, det er derfor mine tekster (hvis de ikke netop er placeret over hovedet, altså opspringet før nedfaldet) begynder at krybe længere og længere ned af væggen.

Dine tekster kan forekomme ret lukkede. Hvordan er du kommet frem til denne form?

Der ligger en massiv læsning bag ved det, fra 92 til ind i 94 gjorde jeg reelt set ikke andet end at læse. Samtidig accepterer jeg at kunstnere fejllæser, og de ikke er i stand til at opretholde hypostaseringer - det, der ligner filosofiske overvejelser, oplever jeg som troper.

Hvordan har denne læsning influeret på dit værk?

Jeg tror egentlig primært, det har betydet, at den tidligere læsning, der lå bag mit 80'er projekt blev afviklet, fordi den overflod af læsning, jeg foretog i 92-94, afviklede de bindinger jeg havde til f.eks. Eliot. Nu er jeg mest fascineret af 60'ernes teoridannelse omkring et opbrud fra metafysikken og ideen om en ny emancipationspolitik. Jeg er mest interesseret i at læse tekster, hvor jeg selv bliver overrasket, f.eks. Baudrillards. Han er dygtig til at skrive, fordi han er meget god til at dosere mængden af meninger. Derrida er f.eks. sværere at læse, fordi de vendinger, han foretager, er så massive.

Hvordan kommer du fra læsning til værk?

I en lang periode omkring 92-93 skrev jeg, det var et manuskript, der voksede og voksede. Jeg begyndte at redigere mere og mere ud i det, og efterhånden har det udkrystaliseret sig til værker og de værker er nu blevet mindre massivt tekstbårne.

Jeg reflekterer dertil, hvor jeg ikke kan opretholde reflektionen længere, hvor den kollapser. Værket består af nødløsninger, det er det, der gør, at man kan opretholde håbet om at lave noget nyt næste gang; at lave noget der svarer til argumentet. Det er i kollapsen i diskursen, at værket opfanger den situation, som jeg er interesseret i. Jeg er interesseret i at opfange det sted, hvor tegnet eller teksten begynder at blive elastisk, og hvor at forholdet mellem tingen og meningen og tegnets udtryksside og indholdsside begynder at blive problematisk og delene glide fra hinanden.

Jeg oplever primært mine værker som værende nedslag fra den samtale, jeg fører med folk. Samtalen er kommunikation, modsat værkerne der er in-formation.

Kan man sige, at alle dine værker er skabt ud fra den samme diskursive forestillingsverden?

Ja, hvis du ser på de fire værker jeg har lavet i år, de har alle overtitlen Arch => Ex (af arkhe, altså førsteprincip, konstitution, og ex-, udaf, bort fra). Men jeg ved ikke om det fortsætter. De næste par år kommer nok til at kannibalisere på det arbejde, jeg har lavet i de sidste fire år.