Lars Buchardt

L.B: Min kunst skal i lige så høj grad være en del af virkeligheden, som den skal være et billede af den. Formelt bestræber jeg mig på at mine ting får karakter af noget reelt. De skal være, mere end de skal forestille. Derfor skal arbejdsprocessen være gennemskuelig. Dette synes jeg er meget vigtigt. Jeg ønsker at mit arbejde lader et felt opstå, hvor indsigt og erkendelse er mulig, ikke erkendelse af kunst eller af kunstbegrebet, men erkendelse af den omverden kunsten virker i og er en del af. Min kunst angår eksistentielle forhold.

K.K: Det at du bruger dele af virkeligheden i nogle af dine værker, f. eks. "objekt med hjul", der var med på "Transhistorie" i Kunstforeningen, understreger vel dette aspekt?

Nu tænker jeg mest på det jeg vil lave til Gl. Kongevej, men den ting du taler om hører også ind under den kategori, den er både et billede af en væg, samtidig med at den er et stykke væg, et billede i anden potens, fordi objektsiden er det man først hæfter sig ved, der er tale om en genstand i rummet, som man har et fysisk, taktilt forhold til. Tingen er emblematisk, fremfor at være et billede af noget.

Hvordan skal man læse dine malerier i denne sammenhæng? Kan man sige at de peger på maleriet som objekt? - jeg mener, den rumlighed, der er i dem, snyder.

Ja, det kan man godt sige, for de seneste maleriers vedkommende, det er den samme åbenlyshed, der er på færde, man kan hurtigt se, at de er lavet på en rimeligt simpel måde: der er ikke arbejdet med forskellige rumvirkninger, de er lavet i ét hug - nærmest industrielt fremstillede, på den måde, at en anden kunne have lavet dem efter mine anvisninger.

Du arbejder med projektion, bl. a. kommer det til at indgå i installationen på Gl. Kongevej, men du har også tidligere anvendt denne metafor. Projektionen og spejlingen involverer beskueren direkte, på den måde er der sammenhæng mellem betydning, virkning og materiale. Det er tydeligt i "Panavision", hvor der var et stort lærred, som var krumt som et stort biograflærred. På samme tid var det et hvidt, monokromt maleri. Det stod og svingede mellem at være et objekt for en "sublim oplevelse" og samtidig en stor besynderlig genstand, der mindede om et filmlærred - dets identitet var flydende, fordi de betydninger undergravede hinanden. Det patetiske og højtidelige blev undermineret ved associationerne til filmlærredet, samtidig med at effekten ved mødet med det "store hvide vacuum" stadig var der. Det filmiske blev understreget ved den tomme flade, som publikum kunne projicere deres egne tanker ind i. I udstillingen på Gl.Kongevej vil fladen være reelt reflekterende.

Du har tidligere sagt, at det formelle er underordnet i forhold til værkets udsagn: "formen er givet af hensigten".

Ja. Når jeg ser tilbage på de ting, jeg har lavet igennem de sidste fem år, kan jeg se, at der er sket et enormt skift. Tidligere kunne jeg arbejde med et maleri i et halvt år, for at forsøge at opnå en formel integritet eller fuldkommenhed. Jeg arbejdede kun med malerier, og i en lang periode var de mere eller mindre monokrome - i virkeligheden var der tale om meget formalistisk kunst. Jeg kørte sur i at male, fordi det var så lang en proces, hvor jeg stod meget alene med den enkelte genstand, som jeg tillagde utrolig stor betydning og prøvede at gøre perfekt. Derfor begyndte det at tage mig halve år eller mere at få et maleri færdigt, og det måtte jeg finde en løsning på.

Umiddelbart var løsningen at jeg skiftede til tre dimensioner og hermed slap af med det illusionistiske rum. Der var en hel masse ting, som blev mere indlysende at gøre. Rummet blev konkret og fysisk; de spændningsfelter, der er mellem de enkelte elementer i værkets rum, og mellem publikum og værket blev det essentielle. For mig går det i høj grad ud på at gøre det "negative rum" aktivt, og dermed lige så vigtigt som de genstande der udgør installationens enkelte dele; d.v.s. at placeringen af genstandene og det rum som opstår imellem dem, er lige så vigtigt som genstandene i sig selv. Hermed undgår man, at den enkelte genstand får for stor ikonisk betydning, man fokuserer ikke på et eller andet punkt, hvor meningen findes, men lægger vægten på det at publikum bevæger sig rundt. Jeg ønsker at få en situation til at opstå, et mentalt rum, et mødested man kan bevæge sig rundt i. Kunsten opstår først, når der kommer nogen tilstede og sætter den igang; der er flere om at skabe et kunstværk. Det er den situation, som jeg synes er interessant lige nu. Det handler om at flytte interessen fra kunstværket som fetich-genstand. Kunstværket som genstand er værdiløst.

Jeg kan godt trække nogle linier tilbage, til det jeg lavede før, men nu foregår det meste af mit arbejde ved skrivebordet med at skrive og lave tegninger (arbejdstegninger vel at mærke), eller ved at tale med folk. Det er en helt anden måde at arbejde på end tidligere, idag har jeg langt større bevidsthed om hvad jeg skal lave. Der er sket et skift fra form og æstetik til betydning, som bevirker at det formelle kommer i anden række - sådan kan man selvfølgelig ikke helt sige det, fordi disse ting er filtret sammen. - Men nu koncentrerer mit arbejde sig meget mere om betydningen, og den betydning som jeg gerne vil have til at opstå, handler som sagt om den situation som er mellem mig og mit publikum, mellem publikum og værket, og mellem mig og værket. Til syvende og sidst kan det godt være, at kunstværker ikke kommunikerer ret meget, men de kan i de lykkelige tilfælde evne at forbinde folk. Jeg kan ikke se nogen mening med at beskæftige sig med kunst, hvis ikke det at forbinde sig er en del af hensigten. Publikum skal befinde sig i kunstværket, være en del af kunstværket. Det tidspunkt hvor min kunst har en berettigelse, er når den lader noget andet end sig selv opstå. Ideelt set er kriteriet for om et værk lykkes, om det har været i stand til at forandre - både for publikum og kunstneren selv. Mine ting skal være en del af virkeligheden, jeg tror ikke på kunstneren som en der bor i et lukket rum og er genial helt for sig selv.

I forhold til det med at få publikum "integreret" i kunstværket, anvender du nogle bestemte greb. Du har f.eks. arbejdet meget med spejlvirkninger.

I udstillingen på Gl. Kongevej bliver der nogle slørede og forvrængede spejlbilleder, som helt banalt bringer publikum ind i værket. Det hænger sammen med min idé om kunstværker som projektionsflader. Det er også derfor, jeg har arbejdet med associationer til filmlærredet. Et spejl der reflekterer lys, og kaster det tilbage, er et emblem for, hvordan man kan opleve, de ting jeg laver. Et spejlbillede er på samme tid, det mest virkelige der findes og det mest uvirkelige der findes. Spejlet har en immateriel side. Spejlinger er interessante, fordi de kan mangedoble rummene, hvilket man også kan forstå mentalt. I udstillingen til Gl. Kongevej er det ikke rigtige spejle jeg vil bruge, men spejlfolie, som vil bevirke at spejlingen bliver sløret og forvrænget. Som materiale virker foliet ikke så dyrt og imponerende som rigtige spejle, og dermed undgås fetisheringen af materialet. Jeg kan godt lide at bruge billige og hverdagsagtige materialer, der har en ready-made karakter. Håndværksmæssigt skal tingene bare fungere, jeg vil ikke gøre mere end nødvendigt ud af finishen. Gl. Kongevej projektet bliver mere komplekst, end jeg plejer at lave tingene. Før i tiden er jeg ofte kommet til at skære for meget fra, så værkerne er blevet for svære for andre at forstå. Man må være forsigtig med at skære alt for meget fra, for ikke at havne i noget som er privat eller esoterisk.

I udstillingen på Gl. Kongevej understreges dialogen ved at jeg placerer to taburetter sat i spænd i det ene rum, på den måde bliver det antydet at der er to bevidstheder til stede, som har et forhold til hinanden - en dialog, et kredsløb eller en konflikt.

Vil du fortælle lidt mere om udstillingen til Gl. Kongevej?

Alle elementerne eller objekterne i installationen bliver forbundet via belysningen; en ledning starter i en stikkontakt og bliver viklet rundt om pladen med spejlfolie, der bliver spændt ud med en stang, hvorpå de to taburetter er sat i spænd i hver ende. Ledningen refererer også til den elektriske køkkenkniv i det andet rum, hvor der igen er en flade - her en voksflade. Lejligheden er et kredsløb som handler om hvad der kommer ud af konflikten/dialogen i det første rum. Voksfladen er en "ufærdig" flade, og kniven på køkkenmaskinen er noget som kan skære eller skrive.

Har du gjort dig nogle overvejelser angående stedet i forbindelse med udstillingen på Gl. Kongevej?

Det at installationen findes uden for de almindeligt uvirkelige udstillingssteder, og i en lejlighed - eller nærmere at den ER en lejlighed - kan kun gøre gøre den mere påtrængende. Dette bliver en del af værket: rummene er præget og slidt ned på ganske bestemte måder, som beboelse og 22 års ståen hen fører med sig.