Iben Dalgaard

K.K.: Du har tidligere fortalt at materialet er meget vigtigt for dig, at du ofte tager udgangspunkt i materialet.

S.L.: Jeg har en ontologisk tilgang til værkskabelsen. De materialer, jeg arbejder med er ofte genkendelige, og ikke er umiddelbart tilknyttet kunst. Når jeg laver et værk, kommer ideen ofte fra et materiale jeg har set mange gange og hvor jeg pludselig føler, at der er noget, der passer mig godt, noget jeg vil arbejde med. Umiddelbart ved jeg i reglen ikke hvad jeg vil gøre, det kan ofte være sådan, at jeg har haft noget liggende i 6 måneder eller et helt år, før jeg finder ud af, hvad jeg vil bruge det til. Jeg kan se et materiale som taler umiddelbart til mig og de ting jeg vil udtrykke med min kunst, materialet kan ramme noget i mig uden at jeg præcis kan sætte ord på hvad det er. Det at vælge materiale er måske en ubevidst måde at vælge et udtryk på.

Jeg kan komme med et eksempel: gipsbandager som jeg bruge i installationen: "Technicolor" på udstillingen: "Kaviar für Alle" hos Galleri Eva Marker denne sommer. Det var selvfølgelig et materiale jeg kendte til og havde set mange gange. Pludselig var det noget jeg ville arbejde med, og så fik jeg nogle brugte gipsbandager fra Rigshospitalet. Jeg forventede at de ville være hvide, som man er vant til, men det var de ikke; de fleste var røde, blå eller grønne, hvilket ikke passede til det jeg havde tænkt at bruge dem til. Og så kunne jeg pludselig ikke arbejde med dem, for jeg forstod ikke hvad der var sket, materialet var ikke hvad jeg havde regnet med, farverne hang ikke sammen med, hvad gips plejer at stå for. Efter at de havde stået ca. et år forstod jeg pludselig hvorfor, der var farver på, og hvordan jeg skulle bruge dem, med lige præcis de farver som de havde - den del af materialet at de var farvede. Det var "Tivoli i skadestuen", hvilket er en trend i hele vores samfund, som jeg tror de fleste er glade for; man vil så gerne tro, at alt er skønt og farverigt. Hvilket jeg finder meget uansvarligt.

Du bearbejder altså et givent materiales konkrete konnotationer samtidig med at du sætter materialet ind i en ny sammenhæng, og dermed tilføjer det nogle nye eller andre betydninger.

Ja, begge dele ligger i det. Materialet er en stor del af værkets udsagn. De materialer jeg vælger, har som regel en ret stærk konnotation via deres kontekst. I værket bliver de ofte transformeret, således at de ikke umiddelbart er genkendelige. Måden de bruges på er muligvis det der gør at værket bringer nogle andre konnotationer frem, hvilket hænger sammen med det formelle i værket. Den formelle helhed er det man ser, før man bemærker hvad værket er lavet af. Hvis et værk hænger sammen, så er det mere end hvad det er lavet af, det er sådan det fungerer.

Starter dine ideer altid med materialet?

Nej, nogle gange vælger jeg materialet ud fra ideen. Faren ved at skabe et værk ud fra en sproglig idé eller et koncept er, at det let bliver alt for illustrativt. Jeg læser meget teori, særligt filosofi, så på den måde kommer der selvfølgelig mange intellektuelle overvejelser ind i mine ting. Men når jeg laver kunst, prøver jeg at holde den side lidt i baggrunden, hvilket bl.a. kommer til udtryk i min måde at vælge materialer på. Der skal gerne være en symbiose mellem ideen og materialet. Måden jeg behandler materialerne på har noget at gøre med analysen af dem og introspektion - det drejer sig om en løsning af et kunstnerisk problem: hvordan laver man et værk som hænger sammen. Det er ikke 100% inspiration. At løse det problem er et fagligt kunstnerisk ærinde, hvor analysen og fornuften kommer ind. Men et værk må ikke udelukkende være analyse og fornuft. Jeg prøver selvfølgelig at kontrollere værket selv; hvordan det kommer til at se ud, og hvad det kommer til at sige. For mig handler det som sagt om en ontologisk undersøgelse af væren; tingens, menneskets, subjektets og objektets væren. Det ontologiske kan f.eks. ses i mine "Plastic Process Monochrome" -billeder, som jeg har lavet med Vita Wrap (køkkenfolie). Det var en undersøgelse af hvad materiale er, men da værkerne var færdige, svingede de på grænsen mellem maleri og skulptur; mellem to og tre dimensioner. Den ontologi som interesserer mig er, at skabe ting som har en ustabil væren - en "ridse" i ens verdensbillede. Det er ikke noget, som jeg tilstræber, men det kommer med værket; værket fremkalder det så at sige.

Du har også sagt, at du ikke ønsker at skjule arbejdsprocessen i dine værker, fordi du ser synliggørelsen af den som bærer af en autensitet.

Ja, arbejdsprocessen er autentisk, men for mig handler det ikke om det autentiske, originale kunstværk, jeg tror ikke man kan være autentisk hele tiden. Det nytter på den anden side heller ikke at skjule nogle ting for at gøre værket pænere og mere strømlinet. Hvis det var det æstetiske udtryk jeg søgte, så ville jeg skjule en masse ting og lave perfekte objekter. Det æstetiske interesserer mig ikke, og jeg prøver at undgå det ved at vise hvordan tingene er bygget op. Men der findes en æstetik i alt der bliver skabt, og selvfølgelig har mine ting også en æstetisk dimension, idet materialerne i sig selv er smukke, alle materialer kan være smukke. Det æstetiske er først og fremmest en teknik man kan "smøre på" noget, så folk bliver tiltrukket af det smukke - det er for nemt, og værket taber på en måde autentisitet når man gør det.

I en af anmeldelserne af din seneste udstilling, blev du sat i forhold Beuys, hvad mener du om det?

Beuys' kunstpraksis er måske den vigtigste i dette århundrede, fordi han arbejdede med noget som var før det sproglige, før fornuften, hans værk er et sted hvor vi kan sanse det, men ikke forstå det. At skabe værker der ligger udenfor fornuften, og som ikke prøver at illustrere noget, har Beuys gjort bedst. Han har udfordret den vesteuropæiske historie og fornuft - og vundet. Beuys har helt klart haft betydning for mig. Jo mere jeg arbejder med kunst, jo bedre forstår jeg hvad han har lavet. Det at jeg nogle gange arbejder med stedet som værk, er måske en inspiration fra Beuys. Når man møder et objekt, går man rundt om det og kigger på det, der er altid en grænse mellem en selv og objektet. Men når man går ind i et rum, hvor hele rummet er et værk, så forsvinder den grænse, og man sanser værket bedre.

Den fysiske oplevelse af værket er vel også meget vigtig i forhold til dine værker.

Helt klart, man skal ikke kun opleve et værk intellektuelt, man skal være tilstede i værket. Grænsen mellem objekt og subjekt forsvinder lidt når man er inde i værket, når stedet selv bliver til et værk, er man som beskuer i et fremmed miljø. Ved konfrontationen med det fremmede, bevidstgøres man via blotlæggelsen af ens eget subjekt. Man kan måske også sige, at environmentet beskriver den måde jeg oplever mit eget forhold til verden på; for mig er verden fremmed. Jeg arbejder mere og mere med environment, fordi jeg er interesseret i den umiddelbare sanselige kontakt med værket. Den intellektuelle kontakt med værket er fremherskende i dag, bl.a. på grund af konceptualismen og manglen på åbenhed. Jeg prøver at løse tingene på min egen måde, og skabe værker, som kan sanses umiddelbart , men også give beskueren noget at tænke over. Jeg vil gerne skabe værker som giver mulighed for begge dele; både den umiddelbare oplevelse og det intellektuelle. Mit ideal er at folk skal kunne forstå mine ting, selvom de ikke er teoretisk velfunderede. Men jeg vil gerne understrege, at jeg ikke ønsker at chokere folk ) - det er for nemt, det kan man altid gøre. Der er altid flere lag af betydninger at fordybe sig , f.eks. kan nogle som kender til kunsthistorie, aflæse referencer i mine ting, som selvfølgelig er en del af værkets udsagn. Det kan være en kritisk forholden sig til Beuys, minimalismen eller post-modernismen o.s.v. Det gælder om, hverken at lave kedelige, tørre og lukkede konceptuelle værker, som folk ikke får noget ud af, men heller ikke æstetiske eller sjove eller chokerende værker, som kun virker umiddelbart. Jeg fastlægger ikke på forhånd hvad mine værker skal udsige, jeg skaber dem, og hvad der så sker med tingene bagefter i interaktionen mellem værket og betragteren det kan og vil jeg ikke kontrollere.

Du arbejder meget med dobbeltheder i dine værker: funktion/dysfunktion, liv/død o.s.v.

Jeg er overbevist om, at ingenting er, hvad man tror det er. Jeg prøver at vise en oplevelse af ridserne i vores tankegang, i vores verdensanskuelse. Det har at gøre med usikkerhed og ustabilitet. Det har også med ontologi at gøre, jeg viser noget som er lidt forskelligt fra konsensus. Jeg undersøger usikkerheden i min egen opfattelse af, hvad ting er, for at vise, at tingene ikke altid er hvad de ser ud til. At beskrive mine værker på denne måde, er en efterrationalisering, men man kan sige at jeg er optaget af dobbeltheden. På en måde er mit værk udtryk for en eksistentialistisk idé om kunstskabelsen. Betydningen skabes ud fra værket; "The only idea that schould guide your action is the idear that you have to act". Fordi kunst både er praxis og teori, kan den være et svar på verden, i modsætning til filosofien, der kun er teori, og derfor bliver fanget i logos. Kunsten kan fungere udenfor fornuftens regler.

Vil du fortælle om hvad du har tænkt dig at lave til udstillingen på Gl. Kongevej?

Når jeg skal udstille i et særligt rum (d.v.s. ikke et galleri), prøver jeg altid at forholde mig til det med mit værk. Hvis stedet har personlighed, så er man nødt til at forholde sig til det. Her har jeg et materiale, som er bygningen selv, derfor kan jeg ikke sætte værker ind i lejligheden på samme måde som, hvis det var et galleri eller et museum . Man bør arbejde med/på/i lejlighederne, bruge dem som materiale, og ikke som baggrund for et kunstværk. Materialet er altså valgt på forhånd, og jeg kan godt lide det, fordi lejligheden er lige så "dårlig" som de materialer jeg plejer at bruge. Det næste spørgsmål er hvordan man arbejder med materialet; det er dels et fagligt kunstnerisk spørgsmål; hvordan man løser formelt opgaven med et materiale som, er en to-værelses lejlighed med køkken og toilet. Så er der spørgsmålet om, hvad man vil sige med sit kunstværk.

Mit kriterie var, at det jeg bragte ind i lejligheden skulle blive til en del af lejligheden. Jeg har besluttet mig for at arbejde med gulvet; jeg lægger et nyt gulv i lejligheden af meget glat og fint marmor. Og så vil jeg ansætte en rengøringskone til at gøre det rent hele tiden. På den måde transformerer jeg lejligheden, skaber et nyt rum/environment. Jeg plejer at bringe "grimt" materiale ind i pæne lokaler, nu er mit "grimme" materiale lokalet selv, og så bringer jeg noget andet ind i den. Der opstår en "rids" mellem det blankpolerede marmorgulv og resten af lejligheden, som forhåbentlig gør folk opmærksomme på dem selv når de går på gulvet.