Henrik Olesen

H.O.: Det, jeg først og fremmest arbejder ud fra, er min egen situation. Den eneste måde, jeg kan opnå intimitet i det budskab, jeg prøver at give folk, er på bekostning af det overordnede og generaliserende. Jeg er en ung mand, der lever på en bestemt måde, jeg laver kunst om det, fordi det nu engang er min situation. Jeg er en del af en bestemt samfundsstruktur, der dagligt konfronterer mig med selverkendelser, som f.eks. at de ønsker, jeg har til samfundet, og de ønsker, samfundet har til mig som individ, er forskellige. Dét, at jeg laver kunst, gør, at jeg er afsocialiseret.

K.K.: Hvordan det?

H.O.: I det øjeblik man bestemmer sig for at lave kunst, er man marginaliseret. Man skal snyde igennem alle mulige sociale systemer, man skal fuppe og låne penge for at realisere sine projekter. I hele samfundsstrukturen, i produktion, økonomi o.s.v. har kunst ingen direkte betydning. Jeg ser kunst som frigørelse, som u-nyttigt eller u-passende, udenfor det effektive samfund. Kunstens funktion er amputeringen af effektiviteten. Jeg håber at kunne give folk en mulighed for at se verden på en anden måde, bagom alt det der altid er blevet sagt og fordøjet for os. Den gode kunst står af og føler ikke noget ansvar, og når jeg taler om ligegyldighed og ansvarsløshed skal det ses i relation til samfundets krav. Jeg er opvokset med frustrationen over at skulle tilpasse mig middelklassens normer. Hele mit liv har været en lang tilpasningsproces og ét langt forsøg på frigørelse fra den småborgerlige fascisme, med det mener jeg skole og opdragelse og skyldfølelse, eller med andre ord; et langt forsøg på frigørelse fra de forbud og krav som samfundet pålægger den enkelte. Jeg arbejder ud fra individets påtvungne undertrykkelse af samfundet. Jeg laver mine ting, fordi jeg vil have lov til at leve anderledes, fordi jeg er ligeglad og ikke vil føle et ansvar overfor alle de normer og konventioner, jeg altid har lært, at jeg skal føle et ansvar overfor. Det er stort set umuligt at leve som man har lyst til, medmindre man har røven fuld af penge. Hver dag skal jeg konfronteres med alle mulige politiske prioriteringer, som medfører alt fra økologiske katastrofer til udemokratiske beslutninger og sociale uretfærdigheder. Jeg vil ikke tilpasse mig og kan ikke respektere det samfund, som jeg er en del af: Det er vigtigt at tale om, at man godt kan leve på en anden måde. Tingene behøver ikke at se ud, som de ser ud nu. Jeg tror at verden kan blive bedre, man må prøve på at gøre noget godt. Det, at man taler om at leve anderledes, er politisk, fordi det kommenterer det, som er, og som man ikke er tilfreds med. Vi lever i et samfund, hvor individet har utrolig svært ved at få opfyldt de ønsker, der ligger udenfor konventionerne.

K.K.: Er du interesseret i at formidle en oplevelse til andre mennesker?

H.O.: Det er klart, at i det øjeblik jeg laver kunst og henvender mig til andre mennesker, er jeg interesseret i at kommunikere mit budskab ud. I og med at jeg arbejder ud fra nogle bestemte tematiske ting, har jeg en begrænset modtagergruppe, og i og med at jeg arbejder med en nutidig form, har jeg vel en endnu mindre modtagergruppe. Sådan er det jo. Jeg er interesseret i at give den enkelte en oplevelse, men man henvender sig vel altid kun til dem, som er modtagelige eller dem, som deler ens virkelighedsopfattelse. I det hele taget synes jeg, at det er umuligt at tale om hvem, der forstår ens ting, og hvem som ikke gør. Den ultimative kunstoplevelse er at få et chok eller nogle erkendelser, der medfører, at man lever på en ordentlig måde. Jeg håber virkelig, at kunst kan være eksistentielt på den måde.

K.K.: Du har for nylig afsluttet dit årelange samarbejde med Michael Elmgreen. Hvordan arbejder du nu?

H.O.: Jeg var glad for at arbejde sammen med Michael: Når man arbejder to sammen, bliver man selvfølgelig nødt til at planlægge alt på skrivebordet, inden man går i gang. På den måde er arbejdsprocessen utrolig stram. Vi diskuterede alting indtil mindste detalje, og der blev sjældent ændret noget undervejs. Det har selvfølgelig bevirket, at jeg nu arbejder utrolig ustruktureret og rodet. For tiden bruger jeg meget billige materialer, fordi jeg synes, det afspejler min sociale situation. Jeg vil gerne have, at mine værker ser lidt usle og triste ud, eller måske snarere lidt tilfældige og ufærdige, som jeg sagde før prøver jeg at lave tingene så direkte ud fra min hverdag som muligt, alting opstår ud fra tilfældige situationer. En dag er jeg måske virkelig ulykkeligt forelsket, eller jeg bekymrer mig om AIDS, en anden dag har jeg ingen penge måske, eller jeg kan ikke finde ud af, hvordan jeg kommer videre i mit liv, og så prøver jeg at lave noget om det. Når jeg arbejder ud fra et mere overordnet koncept, synes jeg meget nemt, at mine ting kommer til at virke udvendige. Alting opstår tilfældigt, og så sammensætter jeg det bagefter, på den måde er det nemmere for mig at gøre det med en vis ublufærdighed. Jeg er ikke interesseret i at underbygge en række begreber, jeg synes ikke tingene bør hænge sammen på den måde, tværtimod prøver jeg at beskrive min forvirring over alle de ting, jeg konstant bliver tvunget til at forholde mig til i min hverdag. Rent tematisk adskiller tingene sig ikke meget fra, hvad jeg lavede sammen med Michael, på den måde ligger alting vel i logisk forlængelse af noget andet. Vi arbejdede med temaer som: maskulin identitet, opdragelse, familiekritik og samfundsproblemer. Vi prøvede at gøre opmærksom på os selv og vores levemåde, og det arbejder jeg stadig videre på. Jeg arbejder meget ud fra, at jeg er bøsse. Jeg opfatter ikke mig selv som rendyrket bøsse-kunstner, men det er en meget vigtig del af mit projekt. Den måde, samfundet opfatter mig på, er undertrykkende. Idag kan jeg godt blive gift, men jeg kan f.eks. ikke adoptere et barn, det siger utrolig meget om, hvordan samfundet forholder sig til mig; så længe jeg efterlever en god, sund kernefamilies småborgerlige livsform, er jeg ufarlig og O.K., men lovgivningen er sådan, at man vurderer, at jeg er for pervers og syg i hovedet til at opdrage et barn. Op gennem det sidste århundrede er bøsser systematisk blevet udsat for fængsels- og institutionsophold, gaskamre, medicinale eksperimenter og elektrochok, for bare at nævne lidt. TV2-reklamer med bøsser bliver stadig censureret bort fra reklameblokken. Man prøver at finde bøsse-gener... hvad skal jeg sige; bøssegener, alkoholiker-gener, turner-gener, samfundet er tydeligvis bekymret for de ting, der stikker lidt for tydeligt frem. Det gælder selvfølgelig ikke kun bøsser, alkoholikere og turnerbørn, men også alle mulige andre angreb på minoriteter, som den danske stat uden skrupler foretager sig idag, alt fra nedskydning af autonome til politivold på Christiania, eller sanering blandt narkomaner og udelukkelse af fremmede. Det gør mig virkelig ked af det. Hvis tingene nogensinde skal ændre sig, er det vigtigt at føle et ansvar og netop gøre alle opmærksomme på, at man vil leve anderledes.

K.K.: Kan du fortælle lidt om det, du vil lave til udstillingen på Gl. Kongevej?

H.O.: Jeg laver en installation, jeg kalder "We Are The Pigs". Den omhandler nogle af de ting, vi har talt om; individets isolation, tilpasning og frigørelse. Den omhandler fællesskab og ensomhed.