Chrisian Schmidt Rasmussen

K.K.: Som jeg ser mange af dine værker, virker det, som om du arbejder med de samme temaer på forskellig måde.

C.SR.: Jeg har en gennemløbende motivserie, som handler om mig selv. Selvom om motiverne er inden for den samme motivkreds, så er mine mål rent formelt forskellige. F.eks. bruger jeg motiverne som en klassisk maleanledning - til at klaske noget maling på et lærred - for at undgå den rene abstraktion. Selvom der er en motivkreds med børn, er det altså den maleriske behandling, som det handler om. De billeder skriver sig også - via motiverne - ind i mit andet projekt.

Dit andet projekt - hvad går det ud på?

Jeg har sådan set to sideløbende projekter; en række af billeder hvor jeg overvejende arbejder med formelle problemer, og en anden række billeder - som er vævet sammen med den første -hvor jeg går ind og fortæller historien. De malerier handler om fortællingen - den usikkerhed der ligger i at prøve på at fortælle en historie, i at formidle noget. Der ligger også et "klassisk" kritisk budskab i de værker; en kritik af at vi opdrages til blive lykkelige. Det er blevet fortalt os, at vi fejler, hvis vi ikke bliver lykkelige. Min kritik af det går på: hvordan kan man tillade sig at sige til os, at vi skal være lykkelige, når man ikke engang kan gå ind og definere begrebet som andet end en forbrugsterm, så synes jeg, det er frækt at opstille sådan nogle succeskrav for et menneske. Det er både samfundet, men også os selv der formulerer de krav til os selv og hinanden. Det er dette, som mine fortællinger i helt bogstavelig forstand behandler. Jeg kan komme med et eksempel: maleriet "I want more" viser mig selv, der sidder i en kolonihave med min søn på skødet omgivet af træer, solen skinner, der er et hjerte på billedet og en tekst på Lauges sweater: "I Want more". Her fortæller jeg, at det er mig, det handler om, og det handler om lykke, og om at det hele i virkeligheden er noget fup, der bare udmønter sig i forbrug, i nogle uhyre materialistiske krav, som der sådan set ikke er noget galt med, men det er jo ikke sådan, man måler succes eller hvad der er et godt liv. Som min mor meget godt formulerede for en del år siden:"Man kan ikke forvente at blive lykkelig". Og dér var det, at det gik op for mig, at det havde jeg regnet med hele tiden. Nu tror jeg ikke på en verden uden problemer.

Er det et budskab, som du ønsker at formidle?

Ja, i virkeligheden mest når jeg fortæller det direkte til folk, og så kan de læse billederne på den måde. Det er stadigvæk selve billedet, det i høj grad handler om.

Hvordan er sammenhængen mellem dine to projekter?

Jeg kan godt lide at der er en usikkerhed omkring billedets formål; er det noget formelt, som er på færde, eller er det en historie, som bliver fortalt. Beskueren bliver tvunget til at tage stilling til hele forløbet - hvad er det, der er tale om her? Selv i de billeder, hvor jeg rent faktisk fortæller en historie, benytter jeg mig tit af at indlægge støj i billedet, for at der ikke kun skal være tale om ren information - man skal også føle, at man står overfor et billede. Man skal ikke bare blive trukket ind i et landskab, men også stå over for et billede som har nogle hemmeligheder for én og har nogle strukturer, som man ikke nødvendigvis kan gå ind og arbejde med.

Støj?

Den måde jeg arbejder på, minder lidt om samtalen; der er for meget information, og dermed ingen mulighed for at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt. Mine værker simulerer lidt den samme situation. Støjen er meget vigtig; det er min intention, at den skal være meget fremtrædende i mine ting. Støjen er umulig at afkode, den bliver et forstyrrende element. Støjen modvirker stiliserede udsagn og understreger den pointe, at der tit og ofte kun er den mening, man - som betragter - skaber ud fra nogle kaotiske forhold. At man selv er med til at skabe den situation; at der ikke er nogen egentlig pointe i tingene - kun den man selv fanger. Jeg kan også gå på opdagelse i mine egne ting. Jeg kan selv blive i tvivl, om hvad det er der sker; føle at der er en størrere hemmelighed et sted. Ligesom når man sidder og snakker med en, og man ikke rigtig kan forstå, hvad det er vedkommende prøver at fortælle, så har man muligheden for at stille spørgsmål, og det har man på nogle punkter også i billeder, hvis man prøver at forestille sig, hvad det er der foregår, kan der dannes nogle svar ud fra billedet.

Vil du fortælle noget mere om din brug af biografiske referencer?

Det er for at holde billedet fast i, at der er en konkret dimension, at der er en indholdsside i billedet, så det ikke forsvinder i ren formalisme, ren abstraktion, hvilket meget let kunne ske for mig. For at holde billedet fast i det udgangspunkt hvorfra jeg arbejder, at have en livline til de konkrete, reelle udgangspunkter - uanset hvor abstrakt det bliver, så er der rent faktisk en historie bag - en virkelighed som strækker sig bagud fra billedet. For næsten uanset hvor jeg arbejder så at have mig selv et eller andet sted i billedrummet, om ikke andet så i overført betydning, ligesom den klassiske ekspressionisme hvor man har maleren i billedet i form af gestikken.

Der er en afstand mellem kunstneren og billedet, og når jeg prøver at dementere den afstand ved at bruge det biografiske jeg, i et billede, opfatter folk det som meget biografiskt, hvilket det overhovedet ikke er som sådan. Det er stiliserede fortællinger, det er her, hvor det ironiske element kommer ind. Man spiller på aflæsningen, forvrænger virkeligheden, giver et falsk spejlbillede.

I mange af dine værker er der referencer til popkunst.

Jeg bruger popkunsten som reference - det kan også være, at det reelt er popkunst, jeg laver - men jeg bruger den som reference til at sige, at mit arbejde er et kritisk projekt. Jeg kan også godt lide den måde at arbejde på, men først og fremmest er det en måde at sige: det her er kritik, hvilket jeg synes, at der fortløbende er vældig meget brug for. Min kunst er ikke instrumentaliseret til at være et politisk redskab, det er mere en personlig lyst til at brokke mig. Mit samlede værk er ikke en kritik, men udtryk for den måde jeg vil snakke på. På den måde kommer det måske i opposition, men det er mere fordi, det rent faktisk ér i opposition. Den kritiske del af mit projekt er den, der handler om lykken.

Ironiserer du over din egen rolle som kunstner ved at gengive dig selv i popkunstens formsprog?

Det er noget, som jeg har haft det lidt problematisk med i forhold til poppens form; at den bliver opfattet så ironisk, som den gør. Jeg er mere interesseret i det kritiske aspekt af popkunsten, end det egentlig ironiske, bl.a. fordi jeg nogle gange selv arbejder ironisk: Huhej hvor er vi tomme. Men når jeg ikke gør det, er det lidt irriterende, at mine udsagn hele tiden bliver refereret sådan. Det er en problematik, som ikke umiddelbart lader sig løse, så skulle jeg finde en anden form at arbejde med, og det ligger ikke ligefor. Jeg eksperimenterer lidt over i det ekspressionistiske i øjeblikket for at undgå problemet. Der bliver en hulhed i tingene, når man ikke kan komme med et inderligt udsagn, uden at det opfattes patetisk, der skulle gerne være plads til flere ting i det samme værk - men det er der bare ikke. Der er ligesom to roller, der ikke rigtig får lov til at snakke sammen.

Du arbejder meget med collage?

Det har noget med det tekniske og formelle at gøre. Rent formelt for at undgå at mine værker havner direkte i maleriets problematik, hvis jeg ikke er interesseret i det. Teknisk fordi der er mange ting, som jeg ikke kan male, og så vil jeg hellere benytte mig af silketryk eller collage. Jeg kan godt lide det lidt trashede udtryk, der nærmer sig maleriet på en anden måde. Jeg vil gerne befinde mig et passende sted mellem billedet og maleriet uden at befinde mig i en af fløjene. Jeg vil ikke kun snakke om historien og historiens struktur eller maleriet og maleriets struktur, men have lov til at snakke om flere ting på en gang - også udsagnets struktur og traditionens struktur. Alle de ting mikses i en pærevælling, og det er den pærevælling, som jeg synes er interessant. Det har igen noget med støjen, og en omformulering af nogle simple ting at gøre. Det undrer mig, når jeg åbner for fjernsynet og hører folk, der prøver at komme med en-tydige udsagn, at der er så mange entydige udsagn i en verden, hvor der reelt ikke er nogen, som kan overskue en skid af særlig stor betydning. Jeg kan ikke forstå, at det entydige udsagn er så højt værdsat, at den formelle logik bliver regnet for valid på alle mulige felter, hvor den overhovedet ikke er funktionel. Mit samlede værk er om et frontalt angreb på logikken. Jeg prøver at arbejde mig ind i det felt, hvor udsagnet bliver så kompliceret, at det er dets grad af kompleksitet, man studerer og ikke, om der nu er tale om et udsagn. Man skal ikke kun lytte efter det sagte.

Nogle af dine værker har surreelle elementer, har det noget med dit forhold til logikken at gøre?

Det er metoden med at indlægge støj i noget, der er bygget op som entydige udsagn.

Du bruger collage i din installation til Gl. Kongevej udstillingen?

Collage-delen til Gl.Kongevej skal ses som et forsøg på at rekonstruere noget, og ikke på at dekonstruere noget og gøre det surreelt, som i så mange andre tilfælde for mit vedkommende. Collagerne skal i dette tilfælde ses som en proces, hvor jeg søger at rekonstruere det rigtige billede, at nå frem til en meningsfuld sammenhæng. At rekonstruere noget der er tabt. Projektets titel er "Sunblast" (soleksplosion) og henviser til fornemmelsen af at vågne op, når man har sovet i solen - en fornemmelse af basal forvirring og fysisk ubehag. Den anden del af udstillingen - sølvpapirsrummet - repræsenterer opvågningsøjeblikket, det er et forsøg på at skabe et tableau (eller en kulisse), over hvordan det føles at vågne her (i solen), som en introduktion til udstillingen, hvor man starter fra nul uden nogen faste holdepunkter. Hvor collagerne repræsenter det, der var før.

Grunden til at jeg arbejder med installation i denne sammenhæng, er bl.a.at stedet er så ikke-institutionelt som det er. Jeg vil ikke gå ind i institutionelle sammenhænge og arbejde med installationen fordi det kommer til at minde for meget om en protest, p.g.a. at den er så ikke-kommerciel, og jeg gider ikke protestere mod kunstinstitutionen; jeg vil ikke gå ind i en dialog når den overhovedet ikke bliver ført på mine præmisser, og hele problematikken i forvejen er så fortærsket. Jeg vil gerne undgå at binde mig til institutionen, hvilket man kommer til ved at lave anti-kommerciel, usælgelig kunst, for så bliver man nødt til at leve af socialhjælp eller legater. Ved at arbejde med maleriet har man en mulighed for at afsætte sine ting andre steder end til den officielle kunstinstitution.