Annika Lundgren

K.K.: Hvordan arbejder du som kunstner?

A.L.: Jeg tror, det er vigtigt at anvende den energi, der allerede findes i ens liv. For mig findes der en skillelinie mellem mit kunstneriske liv og mit private liv, det er ligesom to forskellige rum. Men de rum må ikke være helt separerede, der bør være nogle kanaler mellem dem, så man kan anvende den energi, der allerede findes naturligt i ens liv, i ens kunstneriske arbejde. Tidligere havde jeg det problem, at disse to rum var for adskilte, for mig er det vigtigt at holde kanalerne åbne. Derfor går jeg i mit arbejde ud fra de ting, som optager mig, den situation, som jeg befinder mig i, og som jeg er engageret i. Det skal ikke forstås sådan, at mit arbejde er selvbiografisk eller en selvbekendelse, jeg bruger bare den energi, der er i mit liv, til at skabe kunst. Det er ikke sådan, at jeg laver en direkte fortolkning af mit eget liv, men jeg bruger de oplevelser jeg har. Jeg synes, det er interessant at være en del af samfundet, at mit arbejde er rettet ud ad og forenet med min egen position i samfundet. I det omfang det er muligt, vil jeg anvende kunsten som et direkte redskab til undersøgelser af fænomener og ting, som jeg er interesseret i. Det er særligt psykologiske mekanismer. Jeg behøver den distance til undersøgelsen, der ligger i arbejdsprocessen, for at kunne formulere mig.

Hvordan ser du kunstnerens rolle i samfundet?

Kunstneren befinder sig i en slags udefinerbar gråzone. Det er f.eks. uklart hvordan kunstneren får sine penge, det er yderst få aktive kunstnere, som har en økonomi, der fungerer. På samme måde er kunstnerens sociale rolle uklar, fordi samfundet har behov for at holde kunstneren på en bestemt plads. Kunstneren kan udgøre et uromoment, hvis hun kræver at tage del i samfundet på en mere aktiv måde. Det går ikke at håndtere det kunstneriske arbejde på samme måde som øvrige beskæftigelser, derfor støder det hele tiden sammen med administrationen på forskellige måder -det kunstneriske arbejde kan ikke indplaceres i en bestemt form. Forholdet mellem kunstneren og samfundet synes jeg er interessant, hvordan dette samspil fungerer. Det er også interessant, hvor meget man kan vælge at sætte sig uden for samfundet, men det, som interesserer mig, er at være en del af samfundet og undersøge hvad der sker.

Jeg kunne godt tænke mig at vende tilbage til det med dine undersøgelser af fænomener, kunne du komme med nogle eksempler?

De sidste arbejder, jeg har lavet, har f.eks. berørt fænomenet besættelse. Det startede egentlig med en udstilling, jeg havde i Göteborg, med de her meditations-paller. Da jeg var i Danmark forrige gang, for ca. fire år siden, var New Age-bevægelsen enormt stærk, og jeg så hvor utrolig mange kurser og koncepter der fandtes, som man kunne købe for at finde noget, som var altomfattende. Det var også en periode, hvor jeg forsøgte at finde ud af, hvad der var vigtigt for mig og mit liv. Jeg anvendte den besathed, og forsøgte at formulere den. Og jeg har senere anvendt den i andre arbejder, dels fordi det er så sjældent, at man ser denne besathed hos mennesker, og dels fordi det er noget, som alle efterstræber -det er også en parallel til det kunstneriske arbejde, kan man sige. Det, at ville noget så meget, at det motiverer en til at stå op om morgenen og starte en ny dag, fandt jeg interessant, også i hvilken grad mennesker er parate til ofre noget for at nå et mål, samt i hvilken grad mennesker er villige til at indgå kompromis'er for at leve et bekvemt liv. Hvilke valg mennesker træffer i deres liv, og hvilke konsekvenser det får, det er interessant. Hvor meget er man parat til at ofre, hvor langt kan man presse sig selv, og hvad bliver resultatet? -Den situation har jeg arbejdet meget med at undersøge. Det arbejde, som jeg i øjeblikket er igang med til SAGA Basement, kan også ses som et eksempel på dette: Jeg har tilbragt næsten et helt år med at købe en Mercedes, det har været en næsten uopnåelig drøm for mig. Den situation anvender jeg direkte som en dokumentarhistorie -det er en reportage over hele forløbet, som jeg præsenterer i den udstilling, jeg er igang med til SAGA. Det står jo også for den drøm, det er bare en anden vinkel på at ville have noget, og så gennemføre det. Hvad der også er interessant i denne forbindelse, er den frihed man har til at drage fiktion ind i det dokumentariske. Jeg tror, det er vigtigt at sige: Her er mit rum, og det er mig, der bestemmer, hvad der sker.

Du har også -på en udstilling i Malmö -arbejdet med arkivet.

Det handlede også om det at have et mål, som kræver et vældigt omfattende arbejde. Målet skal være vigtigt nok, hvis engagemenet skal holde i lang tid. Det er den situation, som jeg beskriver i det værk; jeg beskriver en femårig forfølgelse eller eftersøgning af en person, som eventuel er fiktiv. Det handler om, at en person har lukket sig inde -fuldstændigt afskåret fra omverden, med det ene formål at forfølge denne person. Forfølgeren arkiverer alle ledetrådene, som på en eller anden måde hænger sammen. Hvis man som beskuer går ind i udstillingen, kan man selv knytte alle trådene sammen til et mønster.

Disse værker, som du lige har fortalt om, repræsenterer en anden tilgang til kunsten, end du tidligere har betjent dig af. Tidligere arbejdede du med skulptur.

I begyndelsen, i Göteborg, arbejdede jeg i mange år med ganske store og tidskrævende skulpturelle projekter, mest med metal og svejsning o.s.v. Det var noget med tempoet i det; jeg søgte et materiale, som var hurtigere end f.eks. en metal- eller stenskulptur, der tager lang tid. I ganske stor udstrækning var det tempoet i materialet, som gjorde at jeg skiftede spor, fordi jeg fik behov for et materiale, som var mere let bevægeligt, for at kunne udtrykke en proces. Det fysiske arbejde blev i for høj grad et mål i sig selv, det havde en vældig terapeutisk effekt, som jeg ind imellem kan savne. For at konfrontere en problematik på en anden, mere direkte måde, var det vigtigt at finde en anden arbejdsmetode. Det var også noget med, at jeg blev mere interesseret i, at mit arbejde skulle være et redskab i en slags undersøgelse af tilværelsen, og det synes jeg at reportageformen egner sig til. At arbejde med kunst giver frihed til at undersøge tilværelsen, og for at mit arbejde skulle blive relevant for mig selv, så måtte jeg kunne anvende det mere direkte som et redskab.

Det med forfølgelsen, og det at du bl.a. vil anvende en kikkert i dit projekt til Gl. Kongevej, får mig til at tænke på krimi- og spændingsromaner.

Det er vel en relevant betragtning på den måde, at hvis man tænker sig en terroristaktion, som er en kriminel handling, så er det en yderste form af det, som jeg har beskrevet med at have et mål, som man er parat til at ofre hvad som helst for. Jeg læste faktisk meget om terrorisme, da jeg lavede arkivet. Paul Auster er også en forfatter, som jeg har læst, og han formår at opbygge den situation.

Har selve stedet haft nogen betydning for dit koncept til udstillingen på Gl.Kongevej?

Jeg valgte et rum, der lå højt oppe og havde udsyn ned på gaden, fordi det handler om positionen deroppe, hvor man sidder i en magtsituation. Som beskuer kan man så fundere over, hvilke mennesker som skulle ønske den position. Om det er et menneske som har en vision eller mission, eller om det er en galning.

Dette projekt kan vel også ses i forlængelse af dine tidligere værker, der handler om, hvor langt man vil gå for at nå et mål?

Ja, det kan man sige. Dette arbejde står på en måde i forbindelse med den udstilling jeg havde i Malmö. Jeg kan forestille mig, at den person, som forfølger den anden jorden rundt, har siddet på forskellige hotelværelser og ventet på, at vedkommende skulle passere. Rummet på Gl. Kongevej kunne være en af de stationer, hvor forfølgeren har siddet og ventet i seks timer, og på et eller andet tidspunkt vil den forfulgte passere. På den måde er udstillingen her et udsnit af den i Malmö - en mere destilleret situation.